Borris-drabet: Kontrovers om nøgenbilleder kan have fået tiltalte mænd til at uddele bank
Den første af 14 planlagte retsdage til drabssagen fra Borris fandt onsdag sted ved Retten i Herning.
Første retsdag i sagen mod de to mænd, en 39-årig og en 33-årig, der er tiltalt for at have dræbt 47-årige Kenneth Linde Simonsen er nu overstået.
Ved Retten i Herning kom det frem, at det angiveligt var en kontrovers omkring nøgenbilleder af en fælles kvindelig bekendt, der, ifølge den ene tiltalte, ledte til en serie af knytnæveslag på aftenen, hvor den 47-årige blev slået ihjel.
Den 39-årige mand fortalte fra vidneskranken, at den dræbte havde vist ham nøgenbillederne i ugen op til drabet, som fandt sted fredag den 24. februar 2019.
Ifølge den 39-årige havde han gjort det klart for den afdøde, at han ikke syntes, han kunne være bekendt at vise billederne til nogen.
Den 39-årige var ikke kærester med kvinden, men han havde et seksuelt forhold til hende.
På aftenen for drabet tog de tre, Kenneth Linde Simonsen og de to tiltalte, på en snigertur (en druktur i bil, red.) i området omkring Borris. Her endte de ved skydeterrænet i Borris ved Skjern Enge efter at have drukket tæt i bilen.
De tre gik en tur ned ad en sti til Skjern Å, hvor den 39-årige spurgte ind til, hvorvidt den afdøde havde slettet nøgenbillederne fra sin telefon, hvortil svaret lød, at han aldrig havde haft dem.
Det fik den 39-årige op i det røde felt, da han, ifølge eget udsagn, vidste, det var løgn. Derfor slog han Kenneth Linde Simonsen to-tre gange i ansigtet med knytnæveslag. Herefter fulgte den 33-årige trop og slog den dræbte ’et par gange’.
Den ene af de to tiltalte forklarede i retten, at den 39-årige og 33-årige derefter blev enige om at efterlade Kenneth Linde Simonsen i engområdet, så han kunne gå hjem til Tarm som en lærestreg. Ifølge den 39-årige stod han stadig op, da de forlod ham.
Varetægtsfængslet i 14 måneder
De tiltalte, der begge nægter sig skyldige, har siddet varetægtsfængslet i 14 måneder, da det er politiets opfattelse, at der er fare for, at de ville vanskeliggøre efterforskningen af sagen ved at afstemme deres forklaringer og påvirke vidner.
TV MIDTVESTs reporter i Retten i Herning fortæller, at de to tiltalte adskillige gange har givet skiftende forklaringer på hændelsesforløbet i sagen siden anholdelsen i februar sidste år.
Sagen skulle være begyndt den 14. april i år, men på grund af coronaudbruddet er det hele blevet udskudt til nu.
- Jeg tror, alle i denne sag er glade for at komme i gang, lyder det fra den 39-åriges forsvarer, Kim Stensgård.
Afhøringen af den 39-årige fortsætter i morgen, torsdag, og bagefter skal den 33-årige afgive sin forklaring fra vidneskranken.
Der er i alt indkaldt 37 vidner i sagen. Heriblandt politifolk, ambulancereddere, anmelder og personer, der har relationer til Kenneth Linde Simonsen og de to tiltalte.
Dommen forventes at falde den 22. juni 2020, og der er afsat i alt 14 retsdage til sagen.