Danmarks bedste tekniske uddannelse ligger i Skjern
Mekanikerlinjen på Skjern Tekniske Skole er nu beriget med titlen ’Årets tekniske uddannelse’ efter et stort Awards Show i København.
Tirsdag aften blev en rigtig glædelig dag for den tekniske skole i Skjern.
Skolens mekanikerlinje var nemlig nomineret til ’Årets bedste uddannelse’ til Auto Awards i København. Det skriver Ringkøbing-Skjern Dagblad.
Og de vandt den fornemme pris, og det betyder så meget for Skjern Tekniske Skole, fortæller uddannelseschefen, Allan Kristiansen.
- Det betyder, at man bliver anerkendt for det arbejde, man laver. Det er jo ikke noget, der kommer af sig selv, og det er vi vildt stolte over, siger Allan Kristiansen.
Uddannelsen var også nomineret for to år siden, men dengang løb Skjern ikke med den flotte titel, så de var særligt glade for at kunne tage trofæet i hånden i år.
En uddannelse med dygtige undervisere
Arrangementet løb af stablen i Cirkusbygningen midt i København, og derfor var det i flotte omgivelser, at Skjern Tekniske Skole modtog den eksklusive pris.
Men netop hvorfor de endte med at vinde, må ifølge uddannelseschefen blandt andet skyldes et godt samarbejde på skolen.
- Jamen vi vinder prisen, fordi vi gør alt, hvad vi kan for at tilfredsstille virksomheder, og vi gør nok lidt ekstra for vores elever. Vi har nogle utrolig dedikerede undervisere, som går meget op i deres arbejde, siger han.
Når uddannelsen i Skjern 'tilfredsstiller' virksomheder, så betyder det, at skolen er med til at strukturere uddannelsen. På den måde ved virksomhederne, hvornår eleverne skal være på skolebænken, og hvornår de kan være ude i praktikken.
Derfor bliver det nemmere for virksomhederne at planlægge et forløb.
Forventer endnu flere elever
De sidste syv år har Skjerns mekanikerlinje oplevet en stor vækst. Elevantallet er gået fra 50 elever til nu 150 elever.
Og selv om det er en stor stigning, så er uddannelseschefen sikker på, at den nye titel kan være med til at tiltrække endnu flere kommende elever.
- Jeg tror, der vil komme endnu flere elever, og selv om det vil kræve mere plads, så er vi klar til det, siger han.
Det er elever fra hele landet, som Skjerns Tekniske Skole tiltrækker. De kommer både fra Sjælland, Fyn og Sønderjylland, oplyser Allan Kristiansen.
Praler ikke
Ifølge uddannelseschefen er folk fra Vestjylland generelt ikke gode til at prale, men lige i det her tilfælde må man godt, mener han.
- Vil vi bruge titlen til reklame, så vi viser, hvad vi kan her i det vestjyske, siger Allan Kristiansen.
Men først skal Allan Kristiansen og hans kollegaer lige lande efter en meget glædelig og overvældende aften i København.
- Vi skal hjem og falde lidt til ro, og så skal vi se på, hvordan vi kan få mest muligt ud af det. Der skal være et ekstra værksted, så der er plads til endnu flere elever i 2022, understreger han.