Folk står i kø for at få del i vindmøller: - Kritikken er lagt bag os

Vattenfall, der ejer de 20 møller i den kommende vindmøllepark Vesterhav Syd, sætter torsdag 20 procent af aktierne til salg. Mange har allerede vist interesse.

1:47
Arne Rahbek fra Vattenfall glæder sig over, at så mange sommerhusejere og borgere er interesseret i aktierne.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Fra i dag torsdag er det muligt at købe aktier i de møller, som inden længe vil trone op i horisonten ud for Hvide Sande og Søndervig. 

Vattenfall, der ejer de 20 møller, som Vesterhav Syd kommer til at bestå af, vil sælge 20 procent af aktierne. Interessen for at få del i møllerne har vist sig at være stor.

- Vi har da set, at nogle har været kritiske. Det, tror vi, er lagt bag os nu, hvor de ser parken kommer – ”hvorfor så ikke blive medejer?”. Min mailindbakke og telefon har været glødende her de seneste par dage, fortæller Arne Rahbek, der er ansvarlig for lokal interessevaretagelse i Vattenfall.

Det er borgere over 18 år bosiddende i kommunen og sommerhusejere, der har ejet sommerhuset i mere end to år, der har mulighed for at få del i de i alt 156.000 aktier.

- Jeg tror på, at hvis man kan få lidt mønt i pungen, så vil man også se lidt mere positivt på den grønne omstilling, som vi er nødt til. Vi ved alle, vi har haft en situation for nyligt med mangel på energi, og hvor priserne blev skudt i vejret, så vi er nødt til at acceptere, at der kommer mere energi, der er baseret på blandt andet havmøller, siger Arne Rahbek.

Sommerhusejer Gunner Høgsbjerg og konen vil gerne have fat i en eller flere af aktierne.
Sommerhusejer Gunner Høgsbjerg og konen vil gerne have fat i en eller flere af aktierne.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

En af dem, der sidder klar ved computeren for at købe aktier i dag, er Gunner Høgsbjerg.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé, at folk kan få en anpart i det. Det betyder, at man engagerer sig lidt mere i det, end man ellers ville gøre. Det bliver lidt mere interessant for alle jo, siger han.

Gunner Høgsbjerg har sommerhus i Hvide Sande, og selvom han i fremtiden kommer til at kunne skimte møllerne og lysene fra dem i det fjerne, byder han parken velkommen.

- Jeg synes egentlig ikke, de er grimme som sådan. Det er sjældent, man ser ren natur. Der er telefonmaster rundt omkring - de pynter jo heller i landskabet, lyder det fra sommerhusejeren.

Formanden for foreningen Stop Vesterhav Syd deler langt fra den begejstring, Gunner Høgsbjerg har for den kommende vindmøllepark. Han harcelerer især over, at Vattenfall først holder et borgermøde den 3. juni – altså en lille måneds tid efter at aktierne er sat til salg.

- For mig er det at sige, kom ud og køb katten i sækken, siger formand Jens Kirk.

Ifølge Arne Rahbek må Vattenfall dog ganske enkelt ikke holde mødet tidligere. Derfor har de også tænkt i en model, så aktierne ikke når at blive revet væk inden mødet, da salget fortsætter frem til 6. juli.

- Det er heller ikke først til mølle. Vi sælger frem til den 6. juli, så der er rigeligt med tid til at beslutte sig, fastslår Arne Rahbek.

- Dem, der ønsker én aktie, får én, dem der ønsker to, får to, indtil der ikke er flere aktier at sælge. Så slutter man. Hvis der er nogen tilbage, sker det igennem lodtrækning, som Energistyrelsen foretager.

Gunner Høgsbjerg ved endnu ikke, hvor mange han kommer til at lægge billet ind på, men i hvert fald skal han have fat i én.

- Jeg tror, der bliver rift om de aktier, så det er spændende at se, hvor mange der bliver en del af det. Jeg tænker, det er en god investering for Danmark og i fremtiden, siger han.

Én aktie i møllerne koster 3600 kroner. 

Selvom møllerne nu bliver en realitet, så er Jens Kirk, der er formand for Stop Vesterhav Syd, langt fra begejstret over parken og Vattenfall.
Selvom møllerne nu bliver en realitet, så er Jens Kirk, der er formand for Stop Vesterhav Syd, langt fra begejstret over parken og Vattenfall.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST