Minkavler er glad for opbakning fra borgmestre
10 borgmestre sendte i dag et brev til tre af landets ministre for at bakke op om landets minkavlere, og det skaber glæde på en minkfarm i No ved Ringkøbing.
Minkavler Niels Christian Poulsen fra No ved Ringkøbing har ikke haft corona på nogen af sine i alt otte minkfarme. Alligevel står han nu overfor at skulle slå 170.000 mink ihjel.
- Det er jeg utrolig ked af, og jeg er selvfølgelig også utilfreds med det, fordi jeg synes, det er totalt ressourcespild, siger han.
Det er en holdning han ikke står alene med. I et brev til fødevareministeren, erhvervsministeren og finansministeren skriver ti borgmestre – heraf fem fra Midt- og Vestjylland, at man bør stoppe med at slå raske mink ihjel. Ellers ødelægger man erhvervet.
- Vi er ved at fjerne et erhverv. Det her det kan gå så stærkt, at det faktisk kan få helt uoverskuelige konsekvenser for branchen, siger borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen (V).
I dag er reglerne sådan, at hvis en minkfarm får konstateret covid-19, så skal alle mink på farme, der ligger mindre end 7,8 kilometer derfra aflives. Med fem smittede farme i Midt- og Vestjylland betyder det, at over 500.000 mink, der i princippet er raske, må lade livet. Det har borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune svært ved at forstå logikken i.
- Indtil videre har jeg ikke hørt nogen sige, at den her smitte er luftbåren. Det er en dråbesmitte, der er tale om, og det gør jo, at en afstand på 7,8 kilometer er urealistisk, hvis smitten skal komme fra minkfarm til minkfarm, siger borgmester Hans Østergaard (V).
I Ikast-Brande Kommune så borgmester Ib Lauritsen også hellere, at man undlod at slå alle mink ihjel, men i stedet holdte ekstra godt øje med dem.
- Når nu man har lavet en cirkel på 8 kilometer, så kunne det jo godt være, at man skulle genoverveje, om ikke en meget stor del af den skulle være en overvågningszone, hvor man holdt øje med, hvad det er, der sker, siger Ib Lauritsen (V).
Hverken fødevareminister Mogens Jensen, erhvervsminister Simon Kollerup eller finansminister Nikolaj Wammen vil i dag forholde sig til brevet fra borgmestrene. Det vil fødevareordfører Anders Kronborg fra Socialdemokratiet til gengæld gerne.
- De anbefalinger som regeringen følger, de kommer fra sundhedsmyndighederne, og det er meget væsentligt, at når der kommer anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, så lytter man til det og følger et forsigtighedsprincip, siger fødevarerordføreren.
For Niels Christian Poulsen betyder reglerne om, at alle mink inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smitte farm, at han står til at miste otte millioner kroner. Han håber nu, at borgmestrenes brev kommer til at gøre en forskel.
- Vi er da utroligt glade for den enorme opbakning, vi har i vores lokalsamfund. Det gør jo, at man har lige lidt mere mod på fortsat at kæmpe mod den her urimelighed som staten bringer os, siger minkavler Niels Christian Poulsen.
Udover borgmestrene i Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern Kommune har også borgmestrene i Holstebro, Struer og Lemvig skrevet under på brevet.