Nyt udkast: Så langt flyttes vindmølleparker væk fra kysten
Nu har Vattenfall nye placeringer for Vesterhav Syd og Nord klar. Ændringen vil koste et trecifret millionbeløb.
Vattenfall vil rykke de to vindmølleparker, Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, længere ud på havet.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Ved Vesterhav Syd vil Vattenfall opføre de 20 møller cirka ni kilometer fra kysten. Det er en fordobling af afstanden i forhold til den oprindelige plan.
Hvad angår Vesterhav Nords 21 møller, er det hovedsageligt den nordligste del af parken, der flyttes længere væk. Afstanden til kysten vil strække sig fra cirka 5,5 til 8,4 km.
- De nye designudkast for Vesterhav Syd og Nord bekræfter, at vi har lyttet til lokale ønsker og investerer i at flytte møllerne så langt væk fra kysten som muligt. De to designs skal betragtes som Vattenfalls nuværende bud på møllernes placering. Selve miljøvurderingen vil være færdig til sommer, hvorefter Energistyrelsen vil bede offentligheden om inputs til den, siger direktør Jacob Nørgaard Andersen fra Vattenfall Danmark.
Men selvom Vattenfall nu rykker møllerne længere væk fra kysten vækker det ikke ligefrem begestring hos de lokale borgere.
- Det hjælper ikke oppe hos os, for de er stadig meget tæt på fordi man politisk ikke må gå længere ud, så det duer ikke hos os. De skal helt væk, siger Jens Kaasgaard, der er formand for protestgruppen Stop Vesterhav Nord.
Også ved Vesterhav Syd håber naboerne at møllerne bliver flyttet endnu længere ud eller samles i flere rækker i den sydlige del af området.
- Det skæmmer hele kystlinjen - det er hele horisontlinjen vi får spoleret af møller - jeg ved godt der er nogen der synes de er flotte at se på, men at have dem stående i et område fra Hvide Sande til Hovvig, når de kunne samlet nede i syd i det område der er lagt til det og ville give langt mere mening, siger Jens Bollerup.
Ændringen fra de oprindelige planer vil koste et trecifret millionbeløb. Nu skal der laves en supplerende miljøvurdering sammen med en offentlig høring. Det kommer til at ske til sommer.
- Vi har undersøgt forskellige forhold i området og fundet en løsning, som maksimerer afstande til kysten og er i et let opfatteligt mønster samtidigt med, vi fastholder en høj produktion af fossilfri energi. Det kræver blandt andet, at møllerne placeres i én række, ellers kommer møllerne tættere på kysten og skygger for hinanden, uddyber direktøren.
De to vindmølleparker kan levere strøm nok til at dække det årlige elforbrug hos 380.000 husstande.