Politiet jagtede ung mand i 50 kilometer lang biljagt
Midt- og Vestjyllands politi fik assistance fra to andre kredse i jagten på den 25-årige mand i en golf IV.
Det startede klokken 02.25 i nat, da en 25-årig mand kørte rundt i en afmeldt bil i Troldhede.
Selvom der var nummerplade på bilen, var den ifølge vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, uden registrering. Der var ikke betalt forsikring og ejerafgift, så det var ulovligt.
- Samtidig var han frakendt kørekort, og han var narkopåvirket, siger han.
Ifølge vagtchefen, var det, da politiet i en patruljevogn nærmede sig, at den 25-årige valgte at flygte.
- Han kørte fra Troldhede gennem Boris, Skjern, Tarm, Hoven og endte i Sønder Omme, før vi fik ham stoppet, siger Anders Olesen.
I løbet af biljagten målte politiet med speedometer en hastighed på 190 km/t i en zone, hvor man må køre 90 km/t.
- Det var stadig 100 procent mere, end hvad man må. Så vi betragtede det som vanvidsbilisme og beslaglagde bilen, siger Anders Olesen.
- I Sønder Omme fik vi assistance af patruljevogne fra Syd og Sønderjylland og Sydøstjyllands Politi, og sammen med dem fik vi ham standset, siger han.
Før den 25-årige blev standset, var det ifølge Anders Olesen lykkedes ham at sætte en ven fra passagersædet af i Tarm. På det tidspunkt havde politiet endnu kun en patruljevogn i biljagten, og derfor prioriterede de at køre efter bilen.
Anders Olesen fortæller, at den 25-årige syntes, det var træls, at bilen blev beslaglagt, og at han derfor lavede en indsigelse, så sagen skal for retten.