Serieblotter bliver ved - nu forklarer politi, hvorfor han er svær at stoppe
Tre gange på mindre end uge har politiet modtaget anmeldelser om en blotter ved Skjern. Politiet ved, hvem han er - men han er svær at stoppe af flere grunde.
En blotter har i løbet af en uge mindst tre gange vist sine kønsdele frem for hundeluftere, løbere og andre skovgæster i et mindre skovområde ved Skjern.
Det oplyser politiassistent ved lokalpolitiet i Ringkøbing Martin Bjerg.
Senest har serieblotteren - en yngre mand - været på spil onsdag i skovområdet, der ligger ved Præstegårdvej i det sydlige Skjern.
Tirsdag var samme mand ligeledes på spil i området, mens han i weekenden også skulle have blottet sig i skovområdet.
- Vi ved, hvem han er, og vi har kontakt med ham, siger Martin Bjerg, der understreger, at manden ikke er farlig.
Trods gentagne tilfælde er manden fortsat på fri fod, bekræfter Martin Bjerg.
Den korte forklaring lyder, at det er lovgivningen, der er grund til, at manden har kunne fortsætte med at blotte.
Den længere forklaring kræver lidt flere linjer.
Fængsel er udelukket
Her spiller det blandt andet ind, at manden ifølge politiet er bosat på et bosted.
Politiassistenten må ikke oplyse hvilket - ej heller, hvorfor den unge mand er tilknyttet et bosted.
- Men der er nogle ting omkring hans personlige forhold, der gør, at vi ikke kan tilbageholde ham eller kræve ham fængslet, forklarer politiassistenten.
Den unge mand er ifølge politiet kendt fra tidligere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, der ligeledes er kommet til udtryk, ved at han har blottet sig.
Alligevel er det for nuværende ikke muligt at kræve ham varetægtsfængslet, som det eksempelvis er tilfældet med tyve, svindlere eller voldspersoner, hvis de fortsætter deres ugerninger.
Blotteri kan udløse fængsel
Martin Bjerg forsikrer dog, at man forsøger at stoppe manden fra at gentage sine ugerninger, selvom politiet som udgangspunkt ikke har mulighed for at kræve ham sendt ham bag tremmer.
- Vi har flere sager, hvor vi skal have ham ind til en samtale, lyder det.
Den unge blotter er sigtet efter straffelovens § 232. Overtrædelse af den paragraf straffes med bøde eller fængsel i op til fire år afhængig af sagens grovhed.
Hvis den unge mand på et tidspunkt stilles for en dommer, er det dog langt fra sikkert, at han straffes med bøde eller fængsel.
Det forudsætter nemlig, at en dommer ved en eventuel dom vurderer, at manden er egnet til at afsone en straf.
Alternativt er der blandt andet mulighed for at idømme ham en behandlingsdom.