Smadrede samtlige vinduer - nu er han fundet
Politiet havde brug for offentlighedens hjælp til at finde den mand, der 29. december ødelagde samtlige vinduer i et nedlagt diskotek.
Med en køllelignende genstand i hænderne havde en mand den 29. december travlt med at ødelægge samtlige ruder i Møllegade 1 i Skjern, der tidligere har huset Plus Bar.
I starten af det nye år er det fortsat ikke lykkedes politiet at finde frem til den køllesvingende hærværksmand.
Derfor bad politiet offentligheden om hjælp til at finde ham.
- Vi har ikke sådan umiddelbart kunne genkende fyren, lyder det fra Henning Østergård Kristensen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Ringkøbing.
Tirsdag eftermiddag er det lykkedes at finde frem til manden, skriver politiet på Twitter.
Ifølge politiet ankom manden til stedet i en mindre – formentlig grå – personbil omkring 03.30 om natten den 29. december.
'Omfattende hærkværk'
Med i bilen havde han en køllelignende genstand, som han knuste ruderne med. Efter hærværket kørte han væk fra stedet ad Møllegade i retning mod syd.
Ifølge politiassistenten er der tale om 'omfattende hærværk'.
- Det er os en gåde, at man går så systematisk til værks, siger politiassistenten om episoden, hvor samtlige ruder endte som glasskår.
Efter planen skal bygningen, der nu står uden vinduer, i forvejen rives ned. Det skulle den ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern allerede have været i starten af 2021.