Stadig røg ved papirfabrik - og branden fortsætter længe endnu
Et stort lager af papir og pap brænder stadig ved Skjern Paper, og efterslukningsarbejdet fortsætter måske i dagevis.
Hvor der er røg, er der som regel også ild. Og det gælder også for området ved papirfabrikken Skjern Paper, hvor røgsøjlen stadig er tæt i dag, efter der torsdag aften udbrød brand i den enorme mængde papir og pap.
Røgen vil fortsætte længe endnu - måske flere dage. Brandvæsnet har nemlig valgt at opgive at slukke ilden og i stedet lade det brænde ud under opsyn, forklarer indsatsleder Michael Nielsen fra Brand & Redning MidtVest.
- Vi har valgt at foretage en kontrolleret nedbrænding af papirlageret. Det er enormt kompakt materiale, så det kan godt komme til at vare et par dage, siger han.
Medvind til brandfolk
Omkring 1.500 tons pap og papir er i brand, og det kan lyde som en umulig opgave at få så stor en mængde papir til at brænde helt ned uden fare. Men brandvæsnet har heldigvis naturen som medhjælper.
- Vindretningen er stadig væk fra bygningerne, så vi kan koncentrere os om at holde gløder og andet væk fra skoven, siger indsatsleder Michael Nielsen.
De store baller af papir minder lidt om de træbriketter, man kender fra brændeovnen derhjemme, bare i kæmpeudgave. Det er blandt andet derfor, at de brænder så længe.