Tiltalt for at slå og sparke 47-årig ihjel - nu begynder retssagen
Et drab i Borris i februar 2019 er omdrejningspunkt i en sag, der onsdag begynder ved Retten i Herning.
Onsdag klokken 9.00 begynder en sag mod to mænd på 33 og 39 år. De er tiltalt for et enkelt forhold: Manddrab.
Et drab, der ifølge politiets anklageskrift, skulle have fundet sted i et eng- og markområde ved Borris øst for Skjern i februar sidste år. Her slog og sparkede de tiltalte sammen 47-årige Kenneth Linde Simonsen til døde.
Det er i hvert fald politiets opfattelse.
Senioranklager Linette Lysgaard kører sagen på vegne af politiet, som går efter fængselsstraf til den ene og forvaring - altså en tidsubestemt straf - til den anden. Forvaringsdomme gives til personer, der anses som særligt farlige.
Kører som nævningesag
Sagen kører ved Retten i Herning og er en såkaldt nævningesag. Det betyder, at sagen skal afgøres af tre juridiske dommere og seks nævninge, der er almindelige mennesker, som er udvalgt til at være med til at afgøre bestemte sager ved retten.
Ifølge domstol.dk bruger man i praksis oftest nævninge i alvorlige straffesager, der drejer sig om eksempelvis drab, særligt grove tilfælde af brandstiftelse, voldtægt eller røveri.
Dommere og nævninge har hver én stemme, når de i samarbejde skal beslutte, om de tiltalte er skyldige eller ej. Dog skal mindst fire nævninge og to dommere stemme for, før en tiltalt kan blive dømt i byretten.
Udskudt på grund af corona
Sagen skulle være begyndt tidligere, men måtte udskydes på grund af coronakrisen. I forbindelse med udskydelsen fortalte den dræbtes tvillingebror, Allan Linde Simonsen, for godt to uger siden, at de nærmeste ser frem til en afslutning på sagen.
- Vi trænger simpelthen til at finde ud af, hvad der er sket med Kenneth. Vi har ventet i 14 måneder på at få sandheden frem om, hvad de har gjort ved ham, og hvorfor han skulle dø på den måde, sagde han den 14. april til TV MIDTVEST.
Da de to tiltalte for et år siden blev sigtet og varetægtsfængslet, nægtede de sig begge skyldige. Den uskyld fastholder i hvert fald én af de tiltalte. Hvordan den anden forholder sig nu, vides endnu ikke.
Det forventes, at der falder dom i sagen den 22. juni.