Traktortræk tilbage for fuldt tryk: 5000 tilskuere samlet i Borris
Efter to år med corona var traktortræk i Borris endelig tilbage for fuld skrue søndag, og i år kunne begivenheden fejre 10-års jubilæum.
Tung dieselrøg, brøl og solskin er opskriften på den perfekte traktortræk.
Og det blev opfyldt til Påsketrækket på Borris Landbrugsskoles Pulling Arena søndag.
Det var en begivenhed, som flere havde ventet på i tre år, fordi corona satte en stopper for den ellers årlige tradition.
En blandt 5000 tilskuere i Borris var Henning Pedersen fra Aulum, der til dagligt kører lastbil. Han havde ventet længe på, at Påsketrækket igen skulle starte.
- Det er godt at komme på græs igen - se noget diesel, noget røg og noget larm, det er skønt, for min sport er at gå til traktortræk, siger han.
82 trækkere var klar
I alt var der 82 trækkere til arrangementet i den vestjyske by. En af dem var Martin Pedersen fra Fiskbæk, der arbejder som landbrugs- og maskinmekaniker.
Selv om han har kørt traktortræk i 19 år, så var Påsketræk noget ganske særligt i år.
- Det er fantastisk at være i gang igen, og vejret er godt. Stemningen og atmosfæren hernede summer af liv, og der er traktorer overalt – man kan ikke forklare, hvor fedt det er, siger Martin Pedersen.
Men den helt særlige atmosfære og stemning kommer ikke af sig selv, det ved Margit Gosvig, der er medarrangør af arrangementet.
- Vi skulle da lige sparkes i gang, for at vi kunne blive klar, for nu har vi jo lagt i dvale i to år, så der var nok noget vi havde glemt, men nu er vi tilbage, siger hun og fortsætter:
- Corona-tiden har været hæslig, men nu står vi her igen og har den her fest.
Det var tiende gang, at Påsketræk løb af stablen i Borris.