"Vestjysk" film er årets mest sete
Hella Joofs komedie ‘Meter i sekundet' er årets mest sete danske film i biograferne.
Der har været talt meget om meter i sekundet den sidste uges tid i forbindelse med stormvejret, der har ramt Danmark.
Men 'Meter i sekundet' har været meget i danskernes bevidsthed hele året rundt, det viser en opgørelse fra Det Danske Filminstitut.
Filmen er nemlig den mest sete danske film i biograferne i år med 351.000 solgte billetter.
Efter premieren 2. februar stod det også klart, at den havde evnen til at trække folk i biografen.
Særligt i Ringkøbing, hvor der blev slået biografrekord, med flest solgte billetter i Ringkøbing Biograf.
Livet i det vestjyske
Og det var ikke så underligt.
'Meter i sekundet' er en filmatisering af Stine Pilgaards roman af samme navn.
Hun skrev bogen, mens hun boede på Vestjyllands Højskole, og bogen er derfor løst baseret på hendes eget liv, fordi handlingen foregår i de omgivelser, hun var omringet af i de seks år, hvor hun boede i Velling.
- Min bog handlede om at falde til, det sted jeg var i mit liv. Det smeltede sammen med fjorden som den fineste kulisse til det hele, fortalte hun til TV MIDTVEST efter gallapremieren.
Optagelser i de fineste kulisser blev hjulpet på vej af Ringkøbing-Skjern Kommune, der valgte at støtte skabelsen af 'Meter i sekundet' med to millioner kroner.
Oscar-kandidat er godt med
Generelt har det været et stærkt filmår for landsdelen.
For mens 'Meter i sekundet' har givet lidt til smilebåndet, så har storfilmen 'Bastarden' givet Oscar-komiteen lidt at tænke over.
Filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen er blandt 15 film, der kæmper om Oscaren for bedste udenlandske film.
Den fik premiere i Viborg 5. oktober, og har solgt 243.150 siden da.
Filmen handler om Ludvig Kahlen, og er historien om en stædig kaptajn, der trodser alle råd, og begiver sig ud i at gennemføre kongens storslåede projekt om at opdyrke den jyske hede.
Filmen er blandt andet optaget på frilandsmuseet Hjerl Hede, som ligger mellem Struer og Skive, men også på en strand i Holstebro-egnen, i Viborg Kommune og i Tyskland og Tjekkiet.