Budget på 53,5 millioner kroner: Nu begynder byggeriet af Silkeborgs nye politistation

Politidirektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Helle Kyndesen, tager i dag første spadestik til en mere moderne lokalpolitistation.

Det første spadestik blev i dag taget til den nye politigård i Silkeborg.
Det første spadestik blev i dag taget til den nye politigård i Silkeborg.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Længe har håbet om en ny politistation været til stede i Silkeborg, og nu er forhåbningerne for alvor rykket tættere på at blive til virkelighed. I dag mandag bliver der nemlig taget første spadestik til det byggeri, som skal flytte lokalpolitiet fra den nuværende placering på Christian 8. Vej centralt i byen til en ny i det nordlige Silkeborg. 

Byggeriet er kommet i stand på baggrund af, at politiledelsen ikke vurderer, at den nuværende politistation er tidssvarende til nutidens behov. Ifølge Bygningsstyrelsens hjemmeside har byggeriet fået tildelt et budget på 53,5 millioner kroner.

- Vi vægter tilgængelighed og dialog højt, hvilket den nye bygning og placering giver os bedre mulighed for. Både i det direkte møde med borgene, men også i det daglige arbejde med bedre indrettede kontorer, mødelokaler og fælles rum, fortæller Helle Kyndesen, der er politidirektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Her kan du se en grafisk visualisering af den kommende politistation i det nordlige Silkeborg.
Her kan du se en grafisk visualisering af den kommende politistation i det nordlige Silkeborg.
Foto: KG Hansen

Det var faktisk allerede tilbage i sommeren 2015, at der første gang blev ytret ønske om nye lokaler til politiet i Silkeborg. Siden da skulle der dog gå fire år, før Bygningsstyrelsen satte sin underskrift på et stykke papir, der sikrede dem råderetten over et stykke jord på Lillehøjvej, der ligger klos op ad Silkeborgmotorvejen. 

Dernæst kom opgaven med at finde ud af, hvem der skulle stå for at bygge fremtidens politistation. Opgaven kom derfor i udbud, og i efteråret 2020 kom det frem, at entreprenørfirmaet KG Hansen fra Grindsted kunne trække sig ud af udbudskampen som sejrherre. 

Det er entreprenørfirmaet KG Hansen fra Grindsted, der har vundet udbuddet om at bygge den nye politistation. Her er firmaets grafiske bud på, hvordan den kommer til at se ud indefra.
Det er entreprenørfirmaet KG Hansen fra Grindsted, der har vundet udbuddet om at bygge den nye politistation. Her er firmaets grafiske bud på, hvordan den kommer til at se ud indefra.
Foto: KG Hansen

Den kommende politistation kommer til at være cirka 1.560 kvadratmeter stor med tilhørende kælder på cirka 675 kvadratmeter. Bygningen skal kunne rumme omkring 60-70 medarbejdere, og den lokale leder af politiet, Jens Ole Pedersen, er især tilfreds med den måde borgerne er tænkt ind i byggeriet.

- De borgere, der kommer på politistationen, har vidt forskellige grunde til at være i kontakt med politiet. Det er for eksempel ikke hensigtsmæssigt, at sigtede, der er til afhøring, møder borgere, der er der for at anmelde et forhold. Derfor er der indrettet separate afhøringsrum til sigtede og forurettede. De nye rammer giver os bedre mulighed for diskretion og et mere professionelt møde med borgeren, fortæller vicepolitiinspektør og leder af lokalpolitiet i Silkeborg, Jens Ole Pedersen, i en pressemeddelelse.

Første spadestik vil blive foretaget af politidirektør Helle Kyndesen klokken 10 mandag formiddag. Den nye politistation forventes at blive taget i brug i foråret 2022.