Da Heidis far pludselig faldt livløs om, strømmede det til med hjælp

Ti hjerteløbere var hurtigt til stede, da Heidi Gjørrets 80-årige far pludseligt fik hjertestop i sit hjem. Nu takker hun for indsatsen.

(Genrebillede).
(Genrebillede).
Foto: TrygFonden

- De første tre hjerteløbere var der indenfor få minutter, og til sidst var der i alt ti løbere og fem hjertestartere.

Sådan beskriver Heidi Gjørret situationen efter, at hendes far pludselig faldt om med hjertestop i hendes forældres hus i Engesvang ved Silkeborg torsdag morgen ved 8-tiden.

- Hjerteløberne lavede hjertemassage på min far, men der var også nogle løbere, som tog hånd om min mor, fortæller Heidi Gjørret og fortsætter:

- Jeg var så taknemmelig for, at de også tog sig af min mor, inden jeg selv nåede frem, for det er svært at yde hjertemassage som pårørende.

Sender tak for at skabe tryghed

Trods hjerteløberne hurtigt var på forældrenes adresse, stod Heidi Gjørrets 80-årige fars liv ikke til at redde, fortæller hun.

Alligevel ønsker hun at takke dem for den store indsats.

- Jeg har skrevet tak til hjerteløberne i Facebook-gruppen for borgerne i Engesvang. De skal vide, at de gjorde en forskel, siger hun og tilføjer:

- Og jeg synes, at borgerne skal vide, at der er så mange hjerteløbere og hjertestartere i byen, for det skaber tryghed, forklarer hun.

Ifølge Heidi Gjørret bliver hjerteløberne ofte omtalt i medierne, men det var først, da hun selv stod i en situation, at hun blev klar over, hvor mange løbere, der egentlig er - og det er hun meget imponeret og glædeligt overrasket over.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.