Haps haps haps: Ove "bekæmper" sin Parkinsons med snaps
Ove Madsen har ikke ladet sin sygdom stoppe ham i at lave snaps.
Snaps er ikke en kur mod den kroniske sygdom Parkinsons, men det kan måske gøre det lettere at leve med det.
Det gør det i hvert fald for Ove Madsen fra Kjellerup.
Og nej det er ikke indtag, men derimod fremstillingen af snapsen, der hjælper Ove med at holde sygdommen i skak.
- Med Parkinsons er man nødt til at holde hjernen og kroppen i gang, for hvis man ikke gør det, så går det hurtigt ned ad bakke, fortæller snapsemageren, der allerede inden sin sygdom, var flittig til at brygge forskellig snaps.
Ove har levet med den kroniske sygdom de sidste syv år. Selvom det måske ville slå nogen ud, så er det ikke tilfældet her.
Det har tværtimod givet ham mod på at få endnu mere ud af livet.
- Livet ser jeg som en gave. Som en vigtig ting, hvor vi skal være positive og være glad for hver dag, der er.
Noget at stå op til
Lige nu går en del af de dage altså med at passe gårdbutikken "Snaps & Smag". En opgave, der selvom den bringer meget glæde, altså også kan minde Ove Madsen om, at han lever med sygdom.
- Alting, der før var så let, er blevet så forbistret svært. Det er primært bevægelse og det med at gå. Så kan man godt blive lidt negativ, når det ikke helt vil, som jeg vil, fortæller han.
Men der er brug for bevægelsen og kampene med kroppen.
For alternativet er slet ikke noget for Ove Madsen.
- Jeg dur ikke til at sætte mig ind i en stol og se fjernsyn hele dagen. Der skal være noget aktivitet.
Og som du kan se ovenfor, så er der altså aktivitet.
Det er ikke kun til glæde for Ove selv, men også hans kone.
- Det er med til at gøre ham glad, og det gør også mig glad. Så er vi alle glade, og så bliver det en god dag, fortæller Anette Madsen.
Gårdbutikken "Snaps & Smag" holder åbent onsdag og fredag.