Markræs gik helt galt
En flok unge drenge fik mandag eftermiddag en bil til at gå i brand på en mark ved Silkeborg efter at have kørt markræs.
Det gik helt galt for nogle unge drenge, der mandag eftermiddag havde besluttet sig for at køre markræs på en mark ved Linå uden for Silkeborg. Bilen, de kørte i, brød nemlig i brand, og da Midtjysk Brand og Redning kom frem, var bilen udbrændt.
- Det var nogle unge drenge, der kørte markræs i en Audi, hvor bilen havde antændt marken, som den stod på, og den tilstødende mark, siger indsatsleder Anders Simonsen.
Markræset fandt sted så langt ude på landet, at brandbilerne havde svært ved at komme frem. De måtte med en del besvær køre gennem marker og hjulspor, for at komme frem til bilen, der altså havde nået at brænde helt ud, da Midtjysk Brand og Reding kom frem.
Brandvæsnet blev kontaktet kl. 18.13 og fik hurtigt kontrol over branden, da marken var harvet, og derfor havde flammerne spredt sig meget langsomt.
Drengene, der kørte bilen, er ikke kommet noget til, og marken tilhørte den tilstødende gård, som er drengenes fars.