Michael V. Knudsen får svært ved at slippe håndbolden

Michael V. Knudsen afviser ikke, at han kommer til at spille en ny rolle i BSH, når han stopper karrieren.

Michael V. Knudsen i aktion for Bjerringbro Silkeborg
Michael V. Knudsen i aktion for Bjerringbro Silkeborg
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En lang, glorværdig håndboldkarriere slutter efter denne sæson, når Michael V. Knudsen stopper.

Det annoncerede den tidligere landsholdsspiller mandag.

Hvad stregspilleren så skal til at lave, er endnu ikke på plads, men han vil ikke afvise, at han kommer til at fortsætte med at spille en rolle i håndboldverdenen.

- I 22-23 sæsoner har jeg spillet professionel håndbold, og her har håndbolden fyldt stort set alt for mig.

- Jeg har stadig så meget kærlighed til sporten og så meget at byde på, at jeg nok ikke kan slippe den helt, siger Michael V. Knudsen.
    
I forbindelse med mandagens offentliggørelse af karrierestoppet, udtalte direktøren for Bjerringbro-Silkeborg (BSH), Jesper Schou, at han håbede på, at Michael V. Knudsen ville fortsætte i en funktion i eller omkring klubben.

Og det er hovedpersonen ikke selv afvisende overfor.

- Vi har haft de første indledende snakke, så må vi se, om vi kan finde hinanden i et setup, som jeg synes giver mening, og et sted, hvor jeg kan - hvis det skal være her i BSH - drive dem endnu tættere på toppen i Danmark og også i Europa.

- Der kunne være mange spændende ting at gribe fat i. I og med at jeg kender klubben indefra, sponsorerne og setuppet, er der allerede en række fordele, siger stregspilleren.

Foruden BSH har Michael V. Knudsen blandt andet spillet for Viborg HK, Skjern Håndbold og den tyske storklub Flensburg Handewitt.

Michael V. Knudsen spillede desuden 244 kampe og scorede 796 mål for det danske landshold, inden han stoppede på holdet i 2014.

/ritzau/