Ny Asger Jorn bog er bestseller på forhånd

En helt ny guide til kreativitet for børn og voksne er netop blevet lanceret på Museum Jorn i Silkeborg.

2:20
Her kan du se hele indslaget fra Museum Jorn.
Foto: Jonas Bach Sørensen

Det er sjældent, at en bog er en bestseller, inden den overhovedet er udgivet. Men det er tilfældet for en ny Asger Jorn bog med kreative eksperimenter til børn.

- Vi vil gerne have, at børn og voksne i hele Danmark bliver mere kreative. Vi savnede lidt kreativitet, og så synes vi, at Jorn er et oplagt eksempel på en kunstner, som har eksperimenteret med materialer og teknikker, så det vil vi gerne bringe videre til børnene, siger Karen Friis, der er Museumsinspektør på Museum Jorn i Silkeborg og medforfatter til bogen.

''100 Jorn eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet'' er på forhånd en bestseller med flere end 25.000 forudbestillinger, inden den blev lanceret på Museum Jorn i Silkeborg mandag.

Drengene fra 0. klasse på Friskolen Hald Ege er vilde med eksperimenterne i den nye bog.
Drengene fra 0. klasse på Friskolen Hald Ege er vilde med eksperimenterne i den nye bog.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Eleverne fra 0. og 1. klasse på Friskolen Hald Ege, havde allerede inden lanceringen fået udleveret bogen og testet nogle af dens mange eksperimenter. 

- Det er en spændende bog og en kreativ bog, som man napper på hylden, hvis man har et barn, der keder sig og lige skal have udfyldt 5-10 minutter ud, siger Line Røn Kjær, der er børnehaveklasseleder på Friskolen Hald Ege.

Bag bogen står en forfatter-gruppe fra Museum Jorn i Silkeborg. Bogen har været længe undervejs, og ideen til den opstod, da Asger Jorn fyldte 100 år tilbage i 2014.

- Jorn er fyldt med energi og sjove påfund, og vi vil gerne rykke lidt til grænserne, så det ikke er det helt almindelige, man sætter sig ned og laver, men at man finder ud af, at man kan tegne på alle mulige andre måder, siger Karen Friis.

Og bogens allerførste forsøgspersoner synes godt om ideen med at eksperimentere med den traditionelle måde at tegne på.

- Det er sjovt at eksperimentere med sådan noget maling og sådan noget frugt, siger Sylvester Juelsgaard Hansen, der går i 0. klasse på Friskolen Hald Ege.

- Jeg synes, den er spændende, og jeg glæder mig til at kigge meget mere i den og bruge den i min undervisning, sige Line Røn Kjær.

Med støtte fra Nordea Fonden har alle landets 1. klasseselever mulighed for at få et eksemplar af bogen helt gratis.