Ledende overlæge i sms: - Fælles aftale om at afbryde samarbejdet
Ulrich Fredberg beskyldes for alvorlige fejl og samarbejdsproblemer, men peger på, at sygehuset i Silkeborg leverer fremragende resultater.
Opdateret kl. 18.40.
Den ledende overlæge på Diagnostisk Center på Regionshospitalet i Silkeborg, Ulrich Fredberg, er blevet afskediget. Det skriver han i en sms til TV MIDTVEST fra et igangværende møde med hospitalsledelsen.
- Det ender med en fælles aftale om at afbryde samarbejdet, lyder det kortfattet fra Fredberg.
Inden mødet talte vi med ham. Her fortalte han, at det ikke kom som den store overraskelse, at han stod til at miste sin stilling.
Ulrich Fredberg bliver i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland beskyldt for, at han har "modarbejdet at genoprette patientsikkerheden", ligesom ledelsen peger på store samarbejdsproblemer.
Anledningen er, at mindst 93 patienter skal igennem en ny scanning for lungekræft, fordi de ifølge regionen er har fået den forkerte undersøgelse.
Det er dog næppe forklaringen, mener Ulrich Fredberg selv.
Udover at være overlæge sidder han også i det midtjyske regionsråd valgt for Venstre og har i den forbindelse rettet en skarp kritik af regionens øverste ledelse ovenpå fyringen af ledelsen i Hospitalsenheden Midt i 2018.
- Jeg mente, at det skulle koste flere stillinger, og siden har jeg kunnet mærke, at livet har været noget vanskeligere for mig. Jeg har været forberedt på at blive fyret. Det er der ikke noget overraskende i. Jeg har haft et år til at vænne mig til tanken, men årsagen er jeg overrasket over, siger Ulrich Fredberg til TV MIDTVEST.
Diagnostisk Center i Silkeborg bliver kritiseret for at bruge en lavdosis CT-scanning ved mistanke om lungekræft i stedet for en fuld CT-scanning, men Ulrich Fredberg står fuldt ud på mål for arbejdet.
- Vi har i diagnostisk center i Silkeborg skabt de bedste resultater for udredning af lungekræftpatienter. Så jeg overrasket er over, at det giver støj på bagsmækken, for resultaterne har været opsigtsvækkende, og Kræftens Bekæmpelse, patienterne og de pårørende har været meget tilfredse, siger han.
Han forklarer, at den mindre undersøgelse bliver brugt i tilfælde, hvor der bliver vurderet en meget lille risiko for kræft.
- Hvis alle patienter, som praksislægerne har den mindste mistanke om, skulle til fuld scanning, ville der blive en meget lang ventetid ved scanneren. Så i praksis er det for nuværende ikke muligt, siger han.
Ulrich Fredberg er tirsdag eftermiddag indkaldt til en samtale med hospitalsledelsen.