Presset Silkeborg-træner: Omverdenen peger fingre af os
Silkeborg-backen Svenn Crone mener ikke, at der er stor chance for at overleve, som tingene er lige nu.
Søndag eftermiddag blev der føjet endnu et kapitel til Silkeborgs forfærdelige sæsonstart, da holdet på hjemmebane tabte med 2-3 til Lyngby.
Silkeborg var ellers foran med 2-1 ved pausen, men endte alligevel med at gå fra banen som taber efter en svag anden halvleg.
Tabellen i Superligaen er grim læsning for oprykkerne, som har tabt syv ud af ti kampe. Derudover er målene haglet ind, og efter kampen mod Lyngby har silkeborgenserne indkasseret hele 27 mål.
Til forskel har holdet med næstflest indkasserede mål, Lyngby, indkasseret 18.
Dårlig sæsonstart
Silkeborg har skrabet sølle tre point sammen, og det er skidt med tanke på, at tre hold rykker direkte ned i 1. division efter denne sæson.
Den dårlige sæsonstart har overrasket Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen.
- Jeg havde klart forventet og troet, at vi ville have haft flere point på nuværende tidspunkt.
Kent Nielsen tilkendegav efter nederlaget, at situationen er hård i øjeblikket.
- Vi ved godt, at hele omverdenen peger fingre af os spillere og trænere. Og det er helt fair, siger Kent Nielsen, som i kampen mod Lyngby blev den cheftræner, der har stået i spidsen for et superligahold flest gange i historien.
Ifølge cheftræneren skal han og trænerteamet forsøge at få spillerne til at finde overskuddet.
- Når man ikke har så meget overskud, så skal der ikke meget til, at det hele ryster lidt. Os i trænerteamet skal hjælpe spillerne med at finde overskuddet, siger Kent Nielsen.
Optimismen var dog ikke særlig stor hos Silkeborg-spilleren Svenn Crone efter søndagens nederlag.
- Lige nu er chancen for at overleve ikke særlig stor, i og med at vi kun har tre point, siger venstrebacken Svenn Crone.
Silkeborg møder FC København på udebane i næste spillerunde.
/ritzau/