Regionsdirektør om Fredberg-sag: - Dybt ulykkelig for alle parter
Faglig uenighed og personalesag bliver blandet sammen i sagen om Ulrich Fredberg. Det er derfor, sagen ikke vil dø, lyder det fra regionsdirektøren.
Sagen om Ulrich Fredberg, der for mere end to uger siden fratrådte sin stilling som ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg, vil ikke gå i sig selv.
Siden fratrædelsen har den tidligere ledende overlæge fået opbakning fra mange ansatte og sundhedsfaglige eksperter.
For regionsdirektør i Region Midtjylland Pernille Blach er det da også en sag, der gjort indtryk.
- Jeg ser det som en dybt ulykkelig sag for alle parter, siger hun.
Fyringen af Ulrich Fredberg skyldtes angiveligt samarbejdsvanskeligheder med forskellige ledelser i Region Midtjylland, og at han havde givet mulighed for, at patienter kunne henvises til undersøgelse med lavdosis CT skanning fremfor en traditionel røntgenundersøgelse.
En praksis, som ikke længere er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Og grunden til, at sagen om Ulrich Fredberg ikke vil dø, er netop, at der bliver diskuteret flere ting på én gang, mener Pernille Blach Hansen.
- For det første er der en faglig uenighed – ja næsten en faglig krig om, hvad man kan bruge lavdosis CT til.
Personalesag om dårligt samarbejde
Ved siden af står en personalesag, der handler om dårligt samarbejde gennem flere år mellem den tidligere ledende overlæge Ulrich Fredberg og forskellige ledelser i Region Midtjylland, fortæller hun.
- Dertil kommer en aktuel patientsikkerhedssag, hvor vi har mere end 100 patienter, der nu skal genindkaldes til en fornyet undersøgelse, siger Pernille Blach Hansen.
Det er de sidste to ting forenet, der udløser personalesagen, lyder det fra regionsdirektøren.
- Men det hele bliver drøftet på en gang i en stor pærevælling, og derfor, tænker jeg også, at diskussionen bliver ved med at køre, siger hun.
Hun er ærgerlig over, at tingene er gået, som de er i sagen.
Men med samarbejdsproblemer gennem fem år - og lige så mange ledersamtaler om netop samarbejdet - ser hun ikke, at det kunne gå anderledes.
- Når man som leder ikke vil gå ind og arbejde sammen med sin egen ledelse om at løse den problematik og tilbyde patienterne, det de har krav på, så er det klart, at vores veje desværre må skilles, siger Pernille Blach Hansen.
På tirsdag holder Sundhedsstyrelsen møde i den nationale task force for patientforløb for kræft og hjerteområdet med regionerne. Her er sagen fra Silkeborg på dagsordenen.