Enkemand fik længe ventet besøg: - Jeg blev meget glad, da han skrev

Sven Anders frygter, at hans kones død vil blive glemt, hvis ikke politikerne snart tager affære.

0:26
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Det er syv måneder siden, at Sven Anders' kone omkom i en ulykke på rute 13 ved Nørre Snede, da en mandlig bilist, som dengang boede på Udrejsecenter Kærshovedgård kørte frontalt ind i hende. 

Siden har Sven Anders efterlyst interesse fra politikerne. Han synes, der bliver gjort for lidt for at holde beboerne på udrejsecenteret.

Fredag fik han så opfyldt et stort ønske. Mikkel Bjørn, som er udlændingeordfører fra Dansk Folkeparti, aflagde nemlig et besøg i hjemmet i Ejstrupholm.

- Jeg blev meget glad, da han skrev til mig. Det er rigtigt vigtigt, at nogen gør noget, hvis min kones historie ikke skal blive glemt, fortæller Sven Anders.

Og det er netop med ønsket om, at der skal ske ændringer på udrejsecenteret, at han har åbnet døren for ordføreren.

- Hvis der ikke bliver ændret noget, så er det et spørgsmål om tid før, der sker noget lignende, siger han. 

I dag er den 34-årige mand, der påkørte Sven Anders' hustru, tiltalt for uagtsomt manddrab.

Mikkel Bjørn blev i forvejen inviteret til Bording af en beboergruppe til en snak om, hvordan de oplever det, at bo tæt på centeret. I den forbindelse var det nærliggende for politikeren at aflægge et besøg i Ejstrupholm.

- Det er væsentligt for mig at tage en snak for at høre om de menneskelige historier, der kan komme, når man bor så tæt på Kærshovedgård. Det er relevant, når vi debatterer på Christiansborg, fortæller Mikkel Bjørn.

Hvorfor vækker netop den her historie din interesse?

- Det er en af de værste historier overhovedet, at en kvinde bliver slået ihjel på den her måde. Så jeg synes, det er vigtigt, at have de menneskelige skæbner med i den politik, der gælder for Kærshovedgård.

Men er det her ikke bare en god måde for jer, at skabe noget omtale på?

- Jo, det er det. Politik er jo sådan, at hvis man vil ændre noget, så skal man kaste lys over de ting, som man vil gøre opmærksom på. Jeg kan godt forstå, det virker lidt underligt, at komme anstigende her. Men hvis ikke vi fortæller og sætter fokus på, hvad han har været udsat for, så dør hans historie, fortæller Mikkel Bjørn og uddyber:

- Men Dansk Folkeparti er desværre bare en lille brik i et stort politisk spil, og vi har ikke flertal til at ændre det her. Men hvis vi kan overbevise nogle danskere om, at der skal gøres mere på området, så er det godt.

Partiet ønsker, at udrejsecenteret bliver omdannet til et rigtig fængsel.

Retssagen mod den 34-årige mand begynder 22. maj 2025.

- Besøget gik meget fint. Mikkel Bjørn fortalte, at han vil gøre, hvad han kan for at sætte fokus på de kriminelle på Kærshovedgård, fortæller Sven Anders.