Tidligere træner om Dolberg-scoringer: - Jeg kneb faktisk en tåre

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Danmark i aften spiller kvartfinale mon Tjekkiet. Og dobbelt-målscoreren fra Wales-kampen har fuld opbakning.

Det er stort for den tidligere fodbold træner at se Kasper Dolberg præstere på landsholdet
Det er stort for den tidligere fodbold træner at se Kasper Dolberg præstere på landsholdet
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Mange af os kan nok genkende, at man bliver en smule varm om hjertet og har lettere til smil, når det danske fodboldlandshold for tiden indtager grønsværen til EM. 

Men en der helt sikkert sidder foran skærmen og følger med, er Kasper Dolbergs tidligere fodboldtræner Jens Mogensen.

Den røde trøje med byen stolthed pryder væggen.
Den røde trøje med byen stolthed pryder væggen.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Han trænede Silkeborgdrengen, da han som barn spillede i Voel. Derfor var det en stor oplevelse at se ham knalde bolden i kassen to gange i kampen mod Wales.

- Jeg blev rigtig glad, og jeg kneb faktisk en tåre. For det er bare stort, når en dreng man kender fyrer den af på den måde, siger Jens Mogensen.

Dolbergs tidligere fodboldtræner trænede måltalentet, da han var omkring 12 år gammel. Dengang havde Voel dog ikke noget U-12 hold, og Kasper Dolberg måtte derfor spille sammen med den ældre årgang.

- Vi havde mange overvejelser, for han var en lille purk i forhold til de halvvoksne drenge på 15 år, siger Jens Mogensen.

- Men da han først kom på banen, så behøvede vi slet ikke spekulere over det, for han havde evnen til at løbe rigtigt og evnen til at spille rigtigt, og han sparkede væsentligt bedre end mange af de ældste, fortsætter Voel-træneren.

- Drømmen var stor

Når Jens Mogensen så Dolberg rundt om i barndomsbyen Voel, var det sjældent uden selskab fra en fodbold.

- Drømmen var stor og evnerne var også store. Men derfra og så til at komme det sidste stykke, der er enormt langt, siger træneren.

Og derfor fulgte barndomstræneren også med fra sidelinjen, da den unge Dolberg fik et internationalt tilbud.

- Jeg nev mig selv i armen, da Ajax henvendte sig og han skulle til at spille i Holland. Det var enormt stort for os, der var tæt på. For så bliver det lige pludselig virkeligt, siger Jens Mogensen.

Og derefter har det taget fart, og nu har Kasper Dolberg med sine to mål mod Wales taget hele Danmark med storm - og slået sin plads på landsholdet fast.

- Det er jo et fantastisk hold, og det er jo ikke en tilfældighed, at Kasper spiller rigtig godt, siger Jens Mogensen.

Den tidligere træner er da heller ikke i tvivl om, at den Kasper Dolberg, som han er på banen til EM, er en Voel-dreng, der trives.

- Jeg husker tydeligt den glæde i øjnene, når de scorer et mål. Det er der jo altid, men det er der ikke alligevel. Man kan mærke det. Der er en nerve. Og det synes jeg skinner så meget igennem, siger han.

2:16
I dag samles 300 borgere til storskærmsarrangement, ved den kunstgræsbane i Voel, som Kasper Dolberg har doneret til sin hjemby. De hepper på herrerne – og især på deres Dolberg.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST