Tyve brød ind i bryghus: Direktør var bekymret for, om han kendte tyvene
To tilsyneladende ret professionelle tyve brød ind i et midtjysk bryghus, og det var ikke bajerne, de gik efter.
Hunden gøede vildt og voldsomt, og så var det slut med nattesøvnen.
Ejner Husted kunne se, at der var lys i det bryggeri, han er direktør for, og som ligger i forlængelse af hans hus.
Lyset er sensorstyret, så der måtte være nogen derovre. Og så endda om natten til en søndag.
- Det er ikke det skønneste i verden at have ubudne gæster, siger Ejner Husted, der er medejer og direktør i Bryghuset Kragelund.
Da Ejner Husted nåede ud i bryggeriet, var der ingen. Men der manglede noget.
Pengeskabet var blevet flået ud af væggen og taget med.
Kasseapparatet havde tyvene også snuppet.
- Jeg var bekymret for, om tyvene var nogle, der kendte stedet rigtig godt, siger Ejner Husted.
Tyve var der i to timer
I 17 år har han været medejer og direktør i Bryghus Kragelund, der ligger vest for Silkeborg.
Det er første gang, de prøver at have indbrud. Og direktøren mener, at noget tyder på, at det var nøje planlagt.
Overfor bryggeriet ligger en købmand.
Ejner Husted fortæller, at købmandens overvågning viser, at to mænd næsten har været der i to timer. De er første gang registreret klokken 00.02 og sidste gang 01.52 natten til søndag.
Før han fandt den knuste rude, tyvene var kommet ind af, frygtede han, at nogen, der havde adgang med nøgle, kunne stå bag.
For eksempel har flere frivillige adgang til en nøgleboks.
- Det er der overhovedet ikke noget, der tyder på nu. Det har givet mig en ro.
- Jeg er rolig, efter jeg fandt ud af, at det var et regulært indbrud, at de var velforberedte, og at det var ekstremt professionelt, siger Ejner Husted.
Han har fået pengeskabet tilbage, efter det blev fundet brudt op på en lokal legeplads. Men pengeskabet kan ikke bruges længere.
Det kan øllene i bryggeriet omvendt stadig.
For tyvene var tilsyneladende ikke interesserede i så meget som en eneste gratis håndbajer.
- Der har været en masse øl, men det er kun kontanter, de har rørt ved, siger Ejner Husted.
TV MIDTVEST har talt med lokalpolitiet i Silkeborg, der bekræfter, at der har været indbrud ved bryghuset.