Rund fødselsdagsfest sluttede brat: Ung fødselar slået i hovedet med flaske
En ung mand fejrede sin runde fødselsdag ved at tage i byen, men den festlige aften endte alt andet end muntert.
Når man fylder 20 år, er det ret almindeligt at fejre den runde dag med en bytur.
Det gjorde en fødselar fra Viborg også lørdag.
Men festen sluttede noget anderledes, end fødselaren formentlig havde forventet. For han var tilsyneladende ikke bare ude at drikke.
Han blev også rent fysisk slået med en flaske.
Da lørdag var blevet til søndag, var han stadig i byen. Og på Trappetorvet, der ligger lige ved flere barer, blev han klokken 01.49 slået i hovedet med en glasflaske.
Dermed fik fødselsdagsfesten en brat afslutning.
- Den sluttede da nok lidt træls, må man nok formode, siger politikommissær Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg.
Varetægtsfængslet for grov vold
Den formodede gerningsmand er 28 år og fra Viborg.
Han sidder nu varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, efter han var i grundlovsforhør søndag.
Manden er sigtet for grov vold. Det er vold, som er karakteriseret ved at være af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Og selvom der af til sker vold i nattelivet, skiller sagen sig ud ved, at manden har brugt et våben - i dette tilfælde en flaske.
- Når det kommer til den slags, hører det heldigvis til sjældenhederne, siger Peter Søndergård.
Politiet skal bruge den næste tid på at genafhøre vidner og at se på videoovervågning fra området, fortæller han.