Usædvanlig trafikulykke har sendt 39-årig i respirator: Sad på hug midt på vejen

Et usædvanligt forløb gik forud for en færdselsulykke i Kjellerup sent mandag aften.

Design uden navn
Foto: Presse-fotos.dk

Lokalpolitiet i Silkeborg rykkede sent mandag aften ud til en alvorlig trafikulykke, der har en noget usædvanlig forhistorie.

Det oplyser John Toft, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg.

Klokken 22:11 ringede en borger til politiet og fortalte, at der sad en mand midt på vejen på Sønder Allé i Kjellerup. Mens de talte i telefon, kunne anmelderen fortælle, at manden havde rejst sig igen og var gået væk fra kørebanen.

Alligevel sendte politiet en patruljevogn afsted mod stedet for at undersøge sagen.

- Det er jo skidefarligt at sidde ude på kørebanen, siger John Toft.

Men skaden var allerede sket.

Ung mand kunne ikke nå at stoppe

Inden politiet nåede frem, fik de en ny anmeldelse. Der var der sket en færdselsulykke i Kjellerup i krydset, hvor Søndergade, D. Christensens Vej og Grønningen møder hinanden.

- Det er en ung 19-årig mand, der kommer kørende med ganske lav hastighed ad Søndergade. Der ser han pludselig, at der er en mørk genstand foran bilen. Det viser sig at være en person, der sidder på hug midt på kørebanen, siger politikommissæren.

Selvom den unge mand kørte maksimum 50 kilometer i timen og slap speederen hurtigt, endte det galt.

- Det er bare ikke nok til at undgå påkørsel. Han ser ham simpelthen for sent, siger John Toft.

Manden kom alvorligt til skade ved påkørslen og blev straks overført til Aarhus Universitetshospital, hvor han tirsdag formiddag fortsat ligger i respirator.

- Det er rigtig tragisk. Og stakkels ham den 19-årige. Han er kommet rimelig uforskyldt ind i det, siger John Toft.

Den påkørte var kendt af politiet

Den påkørte viste sig at være en 39-årig mand fra Silkeborg - den samme mand, som cirka 20 minutter tidligere var blevet set siddende midt på Sønder Allé.

- Vi kan ikke sige noget om, hvorfor han sidder derude. Om det er sygdom, om han var påvirket eller noget andet, det ved vi ikke. Men det er ikke normalt at sætte sig på kørebanen, siger politikommissæren.

Politiet kunne identificere manden ved hjælp af en mobiltelefon på stedet og noget medicin fundet på ham. Derudover kunne patruljen genkende manden på nogle fotos.

Der er blandt andet udtaget blodprøver på den 39-årige, så det kan undersøges, hvorfor han gentagne gange satte sig midt på kørebanen.

Sagen skal nu undersøges helt til bunds, men umiddelbart er der ikke lagt op til, at den 19-årige modtager nogen sigtelse for at have påkørt manden, oplyser John Toft.