Bette Jenses Hyw på Fur får ny trappe – uden gelænder
Slots- og Kulturstyrelsen har godkendt byggeriet af en ny og bredere trappe på gravhøjen, der bliver kaldt Bette Jenses Hyw.
Bette Jenses Hyw er mere kendt end de fleste andre gravhøje i Danmark. Ikke fordi den er Furs højeste punkt, men fordi der i seks år har været kæmpet en kamp om trappen op til toppen af højen.
I flere omgange har en ”gelænderbande” været på spil og sat et gelænder op på trappen – selv om Slots- og Kulturstyrelsen to gange har besluttet, at der ikke må være gelænder på trappen.
Løsningen er en ny og bredere trappe
Nu har Slots- og Kulturstyrelsen ifølge Skive Folkeblad godkendt, at Skive Kommune opsætter en ny og bredere trappe på gravhøjen. En bredere trappe vil gøre, at man kan gå to personer ved siden af hinanden og dermed kan gangbesværede få en hjælpende hånd til at komme op på toppen af højen. Det var biolog Krista Bernth, der fik ideen.
- Jeg tænkte, at vi måtte se på andre muligheder for at komme ud af den trælse trummerum med et gelænder på trappen, siger hun til Skive Folkeblad.
En overraskelse for ”gelænderbandemedlem”
En af dem, der har kæmpet for et gelænder på trappen og i flere omgange har været med til at sætte det op er Anton Simonsen. Han blev overrasket, da han hørte om tilladelsen til den nye trappe.
- Jeg tror faktisk, det er en god ide, men jeg synes også, at det er utroligt, at de kan give tilladelse til at lave en helt ny trappe. Jeg tror det vil ødelægge højen mere, end hvis man reparerede den nuværende trappe og satte et gelænder på, siger Anton Simonsen til TV MIDTVEST.
Ingen dato endnu
Krista Bernth ved ikke, hvornår den nye trappe vil være klar. Kommunen skal have skaffet materialer og så skal Museum Salling involveres.
- Folk fra Museum Salling skal overvåge arbejdet – blandt andet for at sikre, at arbejdet ikke kommer til at gøre skade på højen, fortæller Krista Bernth til Skive Folkeblad.