Inger Støjberg bekræfter: Jeg stiller op til næstformandsposten
Inger Støjberg har i dag bekræftet, at hun er kandidat til næstformandsposten i Venstre.
I går bekræftede Jakob Ellemann-Jensen, at han er kandidat, når Venstre senere på måneden skal vælge ny formand. Samtidig har han også meldt ud, at Inger Støjberg er et rigtig godt bud på en næstformand. Og nu bekræfter Skive-politikeren selv:
- Jeg har besluttet mig for at stille op som næstformand for Venstre. Jeg bakker 110 procent op om Jakob Ellemann-Jensen som formand. Han bliver den helt rigtige formand. Alle kan se, at Venstre har været igennem en svær tid med uro og fløjdannelser. Og jeg ved, at der i alle dele af Venstre nu er et ønske om samling og om at komme positivt videre, siger Inger Støjberg i dag til Skive Folkeblad.
Til avisen siger Støjberg, at hun og Jakob Ellemann-Jensen sammen skal skabe plads til øst og vest og by og land i Venstre.
- Vi er ikke ens. Det er en styrke. Vi holder godt sammen, og vi stoler 100 procent på hinanden. Det har Venstre brug for. Jakob og jeg har altid haft et utroligt godt samarbejde. Vi har fundet fælles løsninger. Vi kender hinanden, siger Inger Støjberg, til Skive Folkeblad.
Ingen modkandidater
Endnu er der ikke andre Venstre-politikere, der har meldt sig på banen som formandskandidat eller næstformandskandidat.
- Jeg ved ikke, om der kommer modkandidater, siger Inger Støjberg til TV MIDTVEST.
For Skive-politikeren har der været mange overvejelser bag valget om at stille op som næstformand.
- Det er et stort skridt at tage at stille sig ud på planken. Der er meget at tænke igennem, også personligt. Det er et stort ansvar, siger Inger Støjberg til TV MIDTVEST.
Til det seneste folketingsvalg fik Inger Støjberg 28.000 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds.