Mand sigtet i børnepornosag – havde mindst 100 billeder og videoer

Manden blev i dag varetægtsfængslet i fire uger for besiddelse og udbredelse af børneporno.

Retten i Viborg.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En mand fra Skive blev i dag varetægtsfængslet i fire uger i retten i Viborg for besiddelse og udbredelse af børneporno.

Det oplyser Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden, der blev anholdt på sin bopæl i går, er sigtet for besiddelse af mindst 100 billeder og videoer og udbredelse af det ulovlige indhold til mindst 20 personer.

Det fortæller anklager Katrine Melgaard.

- Manden erkender forholdene, og han modtog også varetægtsfængslingen på fire uger, fortæller anklageren. 

Bag lukkede døre

Katrine Melgaard oplyser, at der er nedlagt navneforbud i sagen.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at bringe flere informationer om sagen, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

Ifølge straffelovens paragraf 235 kan udbredelse af pornografiske fotografier eller film af personer under 18 år straffes med bøde eller fængsel indtil to år - eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil seks år. 

En særligt skærpende omstændighed kan være udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter. 

Besiddelse af pornografiske fotografier eller film af personer under 18 år straffes med bøde eller fængsel indtil ét år.