Minister må reagere på fejl i sagsbehandlingen
Enhedslistens Jakob Sølvhøj kalder det uholdbart, at mange borgere må klage for at få den hjælp, de har ret til.
Socialminister Mai Mercado (K) må gribe ind over for de mange fejl i kommunernes sagsbehandling i socialsager.
Sådan lyder det nu fra Enhedslistens folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, der er valgt i Vestjyllands Storkreds, efter at TV MIDTVEST-magasinet Indblik Søndag i går satte fokus på problemet.
Ankestyrelsen behandlede sidste år 2671 klager fra borgere i det midt- og vestjyske. En tredjedel af klagerne fik medhold i klagen eller ret til at få genbehandlet deres sag. En situation som Jakob Sølvhøj kalder fuldstændig uholdbar.
- Det vidner om, at kommunerne hele tiden prøver lovgivningens grænser af og alt for ofte overskrider grænsen. Det kan de gøre, fordi de forkerte afgørelser ikke får nogen økonomiske konsekvenser for kommunerne. Der er ingen sanktioner over for kommunerne, selv om borgere i månedsvis må undvære tilbud, de har krav på efter lovgivningen. Tværtimod sparer kommunerne udgiften, mens sagen er under behandling, siger folketingsmedlemmet.
Indblik Søndag fortalte, at det ofte er de borgere, der selv har ressourcer til at kæmpe deres sag, der får ret. Derfor tror Jakob Sølvhøj, at der i virkeligheden er flere fejl i sagsbehandlingen end dem, der bliver afdækket af Ankestyrelsen.
Han vil nu tage problemet op over for socialministeren.
- Det er uholdbart, at der ikke er nogen sanktioner, når kommunerne bryder loven, og der er brug for at sikre bedre støtte til de borgere og pårørende, der ikke på egen hånd er i stand til at klage over kommunens afgørelser, siger Jakob Sølvhøj.