Støjberg fortryder ikke støtte til Tingbjerg-bager
Inger Støjberg (V) fortryder ikke, at hun offentligt har udstrykt støtte til den anklagede bager fra Tingbjerg.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fortryder ikke, at hun troppede op i Tingbjerg for at vise støtte til ejeren af Kajs Bageri, der var blevet raseret.
Det var angiveligt, fordi indehaveren Ali Parnian havde nægtet at betale beskyttelsespenge. Det siger ministeren fredag formiddag, hvor Parnian skal for Østre Landsret i en helt anden sag om afbrænding af en bil.
Parnian blev frikendt i byretten, men anklageren har anket og mener, at Parnian skal i fængsel og derefter udvises af Danmark. Men det får altså ikke Støjberg til at fortryde, at hun bakkede ham op, da han stod frem i medierne og fortalte om sit smadrede bageri, der også indeholdt en café.
- Nej. Det her handler om, at hvis man har begået noget kriminelt, skal man straffes. Det gælder Ali, og det gælder alle andre.
- Mit budskab var, at vi ikke skal have et parallelt system, og at det er vigtigt at gå til politiet i sådan nogle sager. Det gjorde han. Og det var det, jeg bakkede op om, siger Støjberg.
Støjberg besøgte Tingbjerg-bageren tirsdag under stort medieopbud.
- Det er godt, du har mod på at starte igen. Du har oplevet stor opbakning fra mange, sagde hun til Ali Parnian.
- Jeg er fuld af respekt for, at du gik til politiet. Det er sådan, det skal være i Danmark, og det er den helt rigtige måde at tackle det på.
Politiet efterforsker fortsat raseringen af Kajs Bageri.
Sagen der er for landsretten fredag er som nævnt en helt anden sag. Parnian blev i oktober frifundet ved Retten i Lyngby. Her var han sammen med en kammerat anklaget for at have stjålet en bil og brændt den af.
Kammeraten tilstod og blev idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Derudover fik han en såkaldt betinget udvisning. Den dom har Statsadvokaten i København dog valgt at anke.