Stor demonstration i Skive: Børnehave og to skoler lukker
En indvandrerkritisk demonstration og en moddemonstration ved moskeen i Skive har fået kommunes skole- og dagtilbudschef til at lukke to skoler og en daginstitution før tid.
For under en uge siden skabte en demonstration af den indvandrerkritiske Rasmus Paludan tumult i Skive, og i dag vender han tilbage til byen for at demonstrere igen.
Selv om demonstrationen først begynder klokken 17, får det allerede nu konsekvenser.
Kommunens skole- og dagtilbudschef har valgt at lukke to skoler og en daginstitution før tid på grund af demonstrationen.
- Vi vil ikke tage ansvar for, at børn involveres i det, og derfor tager vi det sikre valg, siger Jens Kvist.
10. Klasse Center Skive lukker klokken 12. Det samme gør børnehaven Paletten, hvor børn og pædagoger bliver flyttet til en anden institution. Ådalskolen bliver lukket ned, når undervisningen slutter klokken 13.30.
Ikke til at styre
Rasmus Paludan, partistifteren af Stram Kurs, ville til at begynde med demonstrere foran Det Islamiske Hus i Skive, men af hensyn til sikkerheden har Midt- og Vestjyllands Politi besluttet at flytte demonstrationen til en anden adresse i byen.
Det er få hundrede meter fra moskeen, hvor muslimerne har planlagt en moddemonstration.
- Jeg frygter ikke tumult så meget mere, men der vil stadig være to flokke, og hvis de løber sammen, så vurderer jeg, at det ikke er til at styre, siger Jens Kvist.
Er det ikke en overreaktion?
- Det var på ingen måde en overreaktion, før demonstrationen blev flyttet. Vi har genovervejet beslutningen, og der er stadig risiko for, at der kommer elementer udefra.
Han har selv truffet beslutningen og har fuld opbakning af de tre involverede ledere.
10. Klasse Center Skive og Paletten ligger tæt på Det Islamiske Hus, mens Ådalskolen ligger der, hvor Paludans demonstration skal foregå.
Rasmus Paludan vender tilbage til Skive, fordi han i søndags blev forhindret i at demonstrere.
Demonstrationen i Skive finder sted, fordi Paludan og hans parti ikke ønsker moskeer i Danmark.