Thise Mejeri låner penge af forbrugerne: 1 million blev samlet ind på en halv time

Mejeriet i Salling vil være endnu grønnere, og det koster penge. Derfor har de nu lånt en million af deres forbrugere.

2:05
Poul Pedersen fortæller, at det giver mejeriet et incitament til at blive grønnere, når det er forbrugerne, der har investeret i omstillingen.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Thise Mejeri vil droppe importeret soja i deres produkter for at blive endnu grønnere. Det er dog ikke noget, man kan gøre fra den ene dag til den anden, og derfor har mejeriet lånt penge.

Men de har ikke været i banken og spørge efter pengene. De har i stedet spurgt deres forbrugere.

- Den store forskel er, at vi inddrager forbrugerne, og så får vi et ekstra incitament til at gøre noget ved klimabelastning, fortæller Poul Pedersen, der er direktør for Thise Mejeri.

Det blev en særdeles kort spørgerunde. På blot 35 minutter havde mejeriet fået indsamlet den ene million kroner fra 147 Thise-glade forbrugere, som var målet for deres crowd-funding.

- Det gik jo voldsomt stærkt, så man skulle være rap på fingrene, siger Klaus Kolle, der selv lånte det økologiske mejeri 10.000 kroner.

Klaus Kolle er lektor ved Aarhus Universitet i Herning.
Klaus Kolle er lektor ved Aarhus Universitet i Herning.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Godt produkt - godt afkast

Thise Mejeris leverandører er i gang med at udfase den klimabelastende soja, der importeres fra Sydamerika. Leverandørerne vil i stedet selv avle hestebønner og ærter som foder til køerne.

- Det mest sikre og det mest bæredygtige er at fodre med det, jeg har lige uden for min stalddør, siger Søren Just, der leverer mælk til Thise Mejeri.

Klaus Kolle er trofast Thise-mand. Han har købt de økologiske produkter fra Mejeriet i Salling i mange år, og han er glad for den investering, han har gjort sig i Thises grønne omstilling.

- Jeg støtter et grønt produkt, jeg støtter et økologisk produkt, og jeg støtter et lokalt produkt her. Det var de parametre, jeg kiggede på, og jeg kunne sætte tjek ved dem alle, fortæller Klaus Kolle.

Der er dog også en økonomisk gevinst at hente for Klaus Kolle og de 146 andre, der har lånt penge til mejeriet. Om halvandet får de betalt deres penge tilbage med en rente på 1,9 procent.