Virksomhed afleverede varer for tusindvis af kroner til falsk PostNord-bud

Da betalingen ikke kom, opdagede virksomheden fejlen.

Selvom manden påstod, at han var fra PostNord kom han kørende i en helt hvid varevogn i stedet for de karakteristiske, lyseblå pakkevogne.
Selvom manden påstod, at han var fra PostNord kom han kørende i en helt hvid varevogn i stedet for de karakteristiske, lyseblå pakkevogne.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix. Collage: Claus Klok

En virksomhed i Højslev øst for Skive fik i begyndelsen af oktober en stor bestilling. 

Virksomheden Bahn-Larsen, som sælger udstyr til havearbejde, blev ringet op af en person, som udgav sig for at være fra et firma placeret i Horsens. 

Men det viste sig ikke at være sandt. 

Den falske medarbejder bestilte, ifølge politiassistent ved lokalpolitiet i Skive Niels Bach, for omkring 79.000 kroner hos Bahn-Larsen.

- Det er varer fra dyre mærker, svindlerne har bestilt, forklarer Niels Bach.

Nærmere bestemt ville svindlerne have fat i en havetraktor fra 'Stiga', en kædesav fra 'Stihl', en generator af mærket 'AL-KO' og en løvsuger - alt sammen med ekstraudstyr, som fik bestillingen til at ende med en regning på i alt 79.058 kroner. 

Penge, som Bahn-Larsen aldrig har fået. 

"Freelance PostNord-medarbejder"

Varerne blev bestilt i begyndelsen af oktober, og 9. oktober kom så det fragtbud, som skulle fragte varerne til Horsens. 

Men i stedet for en blå PostNord-bil trillede en helt hvid varevogn uden PostNord-logo ind hos firmaet i Højslev. 

- Føreren af bilen påstår, at han er "freelance-bud" for PostNord, og det er derfor, han ikke kører i en officiel PostNord-bil, fortæller politiassistent, Niels Bach. 

Føreren beskrives som en mand i alderen 35-40 år iført helt sort tøj - uden PostNord-logo på. 

Alligevel udleverer virksomheden varerne til "buddet", som kører afsted med kosterne, oplyser politiet. 

Virksomhed brugt til svindel før

Først en måned efter - den 7. oktober - fik politiet en anmeldelse. 

Det var gået op for virksomheden, at de er blevet udsat for svindel. 

- Da de ikke modtager betalingen, ringer virksomheden selv til Louises Hus, som er her, svindlerne har udgivet sig for at komme fra. De kan så fortælle, at de ikke har bestilt nogen havetraktor eller løvsuger, men at de faktisk før har oplevet, at firmaets navn er blevet brugt til svindel, genfortæller Niels Bach fra lokalpolitiet. 

På hjemmesiden www.louises-hus.dk fremgår det, at hjemmesiden, og navnet Louises Hus, har været brugt til svindel, og at Louises Hus A/S nu har overtaget hjemmesidedomænet og anmeldt sagen til politiet. 

Kilde: www.louises-hus.dk
Kilde: www.louises-hus.dk

Hos politiet er sagen nu oprettet som en bedragerisag, oplyser Niels Bach. 

- Vi formoder, at varerne kan være blevet stjålet med henblik på at sælge dem videre, og det vil vi nu efterforske nærmere, siger politiassistenten.