Igen igen: Havbadet i Vorupør fyldt med sand
Den store vinterbadefestival vil i stedet blive gennemført i åbent hav.
Havbadet i Vorupør skulle onsdag have dannet ramme om den tredje vinterbadefestival med op mod 300 deltagere.
Men det bliver der ikke noget af.
Havbadet er nemlig - endnu engang - fuldstændig sandet til oven på stormen Urds hærgen.
- Det er meget, meget træls, at det sker igen. Men vi er oppe mod naturens kræfter, og det kan man ikke gardere sig imod, konstaterer formanden for Thisteds klima, miljø og teknikudvalg, Kaj Kirk (DF).
Han siger, at kommunen vil sørge for at få havbadet tømt, men på grund af blæsevejret kan det først ske i det nye år.
Tilsandingen betyder dog ikke, at vinterbadefestivalen bliver aflyst. Arrangørerne har simpelt hen valgt at flytte den store badedag ud i åbent hav - 50 meter fra havbadet.
-Vi lader os ikke slå ud. Vi har lavet en aftale med redningsvæsnet, der vil være i området med en båd, så vi kan garantere sikkerheden, fortæller en af arrangørerne, Kim Poulsen.
Vinterbadefestivalen vil dog også være ændret på et andet punkt. Arrangørerne havde stillet en stor sauna med plads til 50 personer op ved siden af havbadet. Den blev slået til pindebrænde under stormen - til gengæld kan arrangørerne byde på tre store varmtvandsbassiner.
Havbadet blev indviet i 2014 som det første af sin slags i Danmark.
Arrangørerne regner med op mod 3000 tilskuere til den store badedag.