Vestjyde truer DF med fiskerlussinger i viral video

En struerbos dundertale mod blandt andet burkaforbuddet er blevet delt 13.000 gange på lidt over et døgn.

2:35
John Jørgensen fra Struer er blevet landskendt i løbet af meget kort tid efter at han har lagt en video op, hvor han revser Dansk Folkepartis politik.

John Jørgensen fra Struer er ganske uforvarende blevet manden bag et viralt hit.

I en video delt på Facebook revser han Dansk Folkeparti og de politikere, der blandt andet mener, at hans 12-årige, danske datter ikke kan bære tørklæde og samtidig være dansk. "Jeg er træt af jeres pis," siger en tydeligt vred John Jørgensen i videoen, og det er et synspunkt, han holder fast i.

- Jeg har ikke sagt til min datter, at hun skal gå med tørklæde. Det kunne jeg aldrig finde på. Jeg kunne heller aldrig finde på at sige til hende, hun skulle tage den af. Den der patentansøgning på, hvad det vil sige at være dansk - hvordan er den havnet hos Dansk Folkeparti? Det vil jeg gerne have revurderet, siger John Jørgensen.

Stoltheden er væk

Den meget simple video viser John Jørgensen siddende i dagligstuen, mens han på tre koncentrerede minutter udtrykker sin utilfredshed med blandt andet det nye og meget omdiskuterede burkaforbud. "Jeg gider ikke at høre på det mere. Hold kæft," som han meget kontakt udtrykker det.

- Jeg har altid været stolt af at kunne sige, jeg var dansker. Jeg har altid været stolt af, at der hang et Dannebrog i røven af det skib, vi var ude med. Og det har jeg svært ved nu, forklarer John Jørgensen.

Budskabet har fået så stor opbakning, at videoen er blevet set af over en halv million mennesker på bare et døgn. Især denne sætning har bidt sig fast: "Hvis I kommer til Struer og fyrer sådan noget pis af, så risikerer I at rende ind i en fiskerlussing". For de uindviede, så er en fiskerlussing et slag med knyttet næve i ansigtet.

Blandede reaktioner

Medier fra hele landet har kimet John Jørgensen ned hele dagen, og han kan løbende følge med i de mange kommentarer, der vælter ind til opslaget - både af den ene og den anden slags.

For vestjyden, der med sin video har gjort udtrykket fiskerlussing landskendt, er det dog støtten, der bider sig fast.

- Der er åbenbart rigtig, rigtig mange mennesker, som i hvert fald ikke er uenige med mig, og jeg bliver så glad over at tænke, at de er derude, siger John Jørgensen.

Et klart hit på de sociale medier

Ekspert i sociale medier Nathalie Larsen er ikke overrasket over det virale hit. Videon rammer nemlig med få virkemidler plet. 

- Selve udgangspunktet for hans video har potentiale til at nå langt ud og blive debatteret, fordi den handler om et emne, som florerer bredt på sociale medier. Han siger det, han har på hjerte. Han er i sine følelsers vold, og han udtrykker det, som mange af os måske har tænkt, når vi har mødt for eksempel DFs plakater i gadebilledet, siger Nathalie C. Larsen, digital chef hos LEAD Agency.

Populariteten er flygtig

John Jørgensen har ikke selv tænkt synderligt meget over formen. Han forsøger blot at nå ud med sit budskab. 

- Jeg er født ude i Vestjylland, og når du er vant til at kigge ud over havet, så ønsker du at være fri. Der er ingenting, der begrænser dig derude. Der er horisont. Verden har ingen ende. Og så vender du dog rundt og kigger mod Christiansborg, og så er der ikke andet end barrierer og grænser, siger han.

Men på trods af den store opbakning og de tusindvis af delinger, så er de sociale medier et flygtigt sted at blive kendt, lyder det fra eksperten.

- Flygtningesnakken og udlændingesnakken vil aldrig gå af mode, kan man sige, men den her præcise video vil nok være glemt om en uge, siger Nathalie C. Larsen.

Du kan se hele John Jørgensens video her: