Voldsom trafikulykke ved Humlum - mand alvorligt kvæstet

Et sammenstød i forbindelse med en overhaling har ført til færdselsulykke ved Humlum. Tirsdag morgen er en person fortsat alvorligt kvæstet.

En mand er alvorligt kvæstet efter ulykke ved Humlum.
En mand er alvorligt kvæstet efter ulykke ved Humlum.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En mand er kommet alvorligt til skade, efter at to biler mandag aften er kørt sammen nær Humlum, der ligger mellem Struer og Thyholm.

Den anden bilist slap uskadt.

Det fortæller Carsten Henriksen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- De kører samme retning. Ham, der er uskadt, foretager en overhaling og får trukket ind til siden igen. I forbindelse med at han trækker ud igen, rammer han den forankørende, som er kommet til skade, siger han.

Ulykken er sket syd for Oddesundbroen, der forbinder Thyholm med Humlum, og Oddesundvej er som følge af ulykken spærret indtil omkring midnat, mens der arbejdes på stedet.

Politiet opfordrer i den forbindelse bilister og andre trafikanter til at køre ad alternative ruter.

Anmeldelsen om ulykken kom klokken 21.27.

Vagtchefen kan endnu intet sige om de impliceredes aldre, og han ønsker ikke at uddybe, hvilke skader den kvæstede mand skulle have pådraget sig i ulykken. Hans skader er alvorlige.

De pårørende er underrettet.

Tirsdag morgen oplyser vagtchefen til TV MIDTVEST, at der intet nyt er om den kvæstedes persons tilstand. 

    
/ritzau/