Læge frygter lange ventetider kan få fatale konsekvenser – men regionen har en plan
Lange ventetider på røntgen- og scanning-undersøgelser i Gødstrup kan få fatale konsekvenser for patienter.
Du skal væbne dig med tålmodighed, hvis du skal undersøges med en MR-scanner, en CT-scanner eller med et røntgenbillede på supersygehuset i Gødstrup, og du ikke er akut syg, eller din førlighed er truet.
For ventetiden på den slags undersøgelser går fra seks måneder og helt op til tre år. Og det er langt fra godt nok, mener Henrik Nyholm, der er praktiserende læge i Vildbjerg.
- Det bekymrer mig rigtig meget, siger han.
Ifølge ham kan det få store konsekvenser for patienterne, hvis de skal vente i halve eller hele år på at få en undersøgelse, der kan være afgørende for, at de får en diagnose.
For selvom dem, lægerne mistænker for at være akut syge, kommer forrest i køen, kan de lange ventetider betyde, at nogle bliver overset.
- Den praktiserende læge kan jo også tage fejl, hvor vi får en overraskelse på et røntgenbillede af lungerne for eksempel, hvor vi ikke har mistænkt kræft til at starte med. Og patienterne kan gå i lang tid nu uden at blive indkaldt og få svar på deres undersøgelser. Og det er utrygt både for patienterne og os, siger Henrik Nyholm.
Den kortsigtede plan er på plads
I Region Midtjyllands hospitalsudvalg er medlemmerne klar over, at ventetiderne på scanninger og røntgenbilleder lige nu er for lange. Derfor har de købt ydelser ved en række privathospitaler, der skal hjælpe med 200 MR-scanninger og 150 CT-scanninger ugentlig for at bringe ventetiden ned.
- Vi har en akutproblemstilling, hvor vi har patienter, der venter i flere uger, og det er ikke okay, det er ikke godt nok. Derfor reagerer vi nu, som vi gør, og laver de her aftaler, siger formand for Hospitalsudvalget, Purnima Erichsen.
Men udvalget er klar over, at det er en kortsigtet plan at købe hjælp udefra. Derfor skal der også findes en løsning på længere sigt, og den skal hospitalsledelsen på Regionshospitalet Gødstrup komme med.
- De skal lige lande. Det er et helt nyt hospital, to matrikler der er flyttet sammen, og de arbejder alt, hvad de nu kan. Og det har jeg tillid til, og det skal der også skabes ro om, men det er det langsigtede spor, og så har vi det kortsigtede spor nu her med de ekstra scanninger, siger udvalgsformanden.
Læge har intet hørt
I klinikken i Vildbjerg venter læge Henrik Nyholm på at høre, hvordan hans patienter kan blive hjulpet de ekstra muligheder for at blive undersøgt, for han er endnu ikke blevet informeret om en løsning.
- Jeg har ikke fået nogen melding om, at jeg kan henvise direkte til privathospitaler. Det er ikke meldt ud til os, og derfor er det ikke en mulighed, jeg har at gøre med i dag, siger han.
Formanden for Hospitalsudvalget erkender da også, at kommunikationen om den nye mulighed for at sende patienter over i det private har været for dårlig.
- Der er noget kommunikativt, vi som region skal arbejde på, for de praktiserende læger er selvfølgelig hospitalets tætteste samarbejdspartner, så det skal vi også blive bedre til. Men når de har en bekymring en anden gang, så skal de endelig tage fat i regionen, for så kan vi fortælle dem direkte om vores tiltag, siger Purnima Erichsen.