Et kapløb mod tiden: Frivillige kæmper for kunstners skulptur til dronningen
Egentlig skulle skulpturen være færdig ved middagstid lørdag.
Herningcenteret summer mere end almindeligt på en lørdag. Her er en skulptur til dronningen ved at blive til - og der er ikke mange timer til deadline.
Egentlig skulle skulpturen være færdig ved middagstid lørdag.
Men den plan gik i vasken.
- Jeg havde håbet, at den var færdig klokken 12. Det var den måske i min fantasiverden, men det skal også være i orden, siger kunstneren bag værket, Johnny Haugaard, der også er kendt som Blomstermanden.
Han er ikke alene i Herningscenteret. En hel del frivillige hjælpere har fundet vej til shoppingscenteret, som nu er blevet til et kreativt værksted.
Én af dem er Hakon Larsen, som er ved at sikre skulpturens fundament.
- Der er mange ting, der skal klappe. Hvis det her, som er vores grundkonstruktion, ikke er lavet ordentligt, så kommer det andet heller ikke til at virke.
Elna Bojsen har taget turen til Herning fra Grindsted for at være med. Det er en fantastisk proces at deltage i, mener hun.
Hun har før været frivillig i Johnny Haugaards projekter, men det er første gang, hun har oplevet et tidspres, som hun oplever i Herningcenteret i dag.
- Det kan man godt mærke, siger Elna Bojsen, som forklarer, at hun også kæmper med angst. Men som frivillig hos Johnny Haugaard er hun vokset, fortæller hun.
- Noget af det første, jeg fik at vide, var, at det ikke er mit ansvar, hvis det ikke lykkes i sidste ende. Hvis jeg har et problem, så skal jeg fortælle mig selv, at det er helt okay, det kan jeg godt være i, fortæller Elna Bojsen.
Vil ikke lave noget sjusk
Johnny Haugaards egen deadline er for længst overskredet. Klokken 16 er sidste chance for at komme forbi med en hilsen, som er en stor del af værket.
Folk fra hele landsdelen har været inviteret til at sende eller skrive hilsner til dronningen. De hilsner sættes ind i skulpturen, fortæller Johnny Haugaard.
Men ikke engang til klokken 16 vil han satse på, at skulpturen er færdig.
- Den bliver yderligere forsinket, ja. Nu har jeg besluttet, at den skal males. Det skal være sådan, at den ligner en bronzefigur, og er irgrøn. Men det kræver, at betonen er tør, så det kan vi først gøre i nat, forklarer kunstneren.
Men hellere sent end sjusket, slår han fast.
- Det skal være sådan, at når majestæten ser den, vil hun tænke: ”det er megasmukt det her, fantastisk stykke arbejde." Hun vil sagtens kunne se, om der er arbejdet med det, eller det er det, jeg kalder ”Klyt” – hvis man bare sjusker sig igennem det, forklarer Johnny Haugaard.
Han er dog ikke i panik - endnu.
- Jeg skal først være færdig i morgen klokken otte, for der kommer lastbilen. Så længe, den bliver smukkere, så kan jeg godt leve med, at det tager lidt længere tid.