Festival går nye veje: Mindre alkohol og mindre larm
De er mere fulde af gode alternativer end fulde af alkohol, hvis du spørger arrangørerne af den nordvestjyske festival.
Ølbong, tømmermænd og dakkedak-musik i campen er måske det, du forbinder med rigtig festivalstemning.
Men da Alive Festival i Thy i dag slog dørene op var det til en festival med et helt andet fokus, end øl i lange baner og tømmermænd i et varmt telt.
Festivalenens arrangører opfordrer nemlig til at gæsterne drikker mindre, sover om natten - og kommer op om morgenen.
- Det er ikke meningen, man skal ligge hele dagen i et telt og have tømmermænd, siger Iben Stubgaard, som er festivalleder.
Derfor ligger flere af festivallens programpunkter også allerede fra om formiddagen, og det er ikke tilladt at have anlæg på campingområdet, som kan spille søvnforstyrrende høj musik natten lang.
- Vi opfordrer til en kultur, som er alt andet end druk, forklarer hun og peger på, at det er vigtgit at have gode alternativer til alkohol i baren.
- Andre steder kan man få en cola, hvis ikke man vil have alkohol, men vi tilbyder også alkoholfrie drinks og øl.
Det er umiddelbart en linje, som flere festivalgæster er med på.
Se, hvor de ligger på "Fuldeskalaen" her:
Ifølge Katrine Quorning, som i Danmark er stor fortaler for den amerikanske bevægelse "sober curious" (nysgerrig på at være ædru), er Alive ikke ene om at være nysgerrig på en alkoholfri festival.
- Jeg har talt med en række andre festivaler som prøver at gøre det samme. Jeg synes, det er fedt, at det ikke kun er druk, man kommer der for, siger hun.
Katrine Quorning er forfatter og foredragsholder, og udgav i 2023 bogen 'Hvorfor drikker du ikke?'
Hun oplever, at begrebet sober curious bliver mere kendt.
- Det har allerede ændret sig vildt meget. For fem år siden vidste folk ikke, hvad det var, siger Katrine Quorning, og tilføjer:
- For nogle år siden var man hellig, hvis man ikke drak. Det er gået fra at være et tabu til nogle steder at være cool.
Om det sted, er Alive Festival i Thy kan du blive klogere på i videoen overfor 👆