Hærværk mod biler i Thisted: Bildæk stukket i stykker

Flere biler har fået dækkene skåret op, og det får nu politiet til at opfordre borgerne til at holde ekstra øje.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Anders Debel Hansen

En hærværksbølge mod biler ramte mandag Thisted. En eller flere gerningsmænd punkterede i alt fire biler to forskellige steder i byen.

- Nogen har stukket en kniv i dækkene på fire biler, og luften er så sivet ud. Det er en uskik, siger Jørgen Jensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted.

På plantagevej gik det ud over to biler mellem kl. 10.20 og 16.30. På Faktas parkeringsplads ved sygehuset gik det ligeledes ud over to biler mellem kl. 15 og 23.30.

- Vi tror, at det de samme gerningsmænd eller gerningsmand. Ser man nogen, der gør det, vil vi gerne vide det, siger Jørgen Jensen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.