Hanstholm Havn fejrer 50 års jubilæum

Danmarks yngste havn fejrer denne weekend 50 års jubilæum med stor folkefest.

Fiskeauktionsmester Jes Holm Sørensen fik han æren af at svinge stokken ved jubilæumsauktionen i Hanstholm Havn.
Fiskeauktionsmester Jes Holm Sørensen fik han æren af at svinge stokken ved jubilæumsauktionen i Hanstholm Havn.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Det er 50 år siden, at der for første gang var fiskeauktion på Hanstholm Havn. Det blev i dag fejret med en ganske særlig jubilæumsauktion. Jes Holm Sørensen har svunget stokken til fiskeauktioner de seneste 25 år, og i dag fik han æren af at stå i spidsen for jubilæumsauktionen.

- Jeg er vant til at holde auktion for 10-15 mennesker. Jeg er slet ikke vant til at være midtpunkt i et arrangement som det her, siger Jes Holm Sørensen, Fiskeauktionsmester, Hanstholm Fiskeauktion.

Det lå i kortene, at Jes Holm Sørensen skulle blive en del af auktionslivet i Hanstholm. Da auktionerne første gang rullede for 50 år siden, var det hans far, Ib Holm Sørensen, der svingede stokken.

- Jeg kom hertil i 1967 sammen med min far, så det er hans livsværk, og lidt midt, der ligesom går op i en højere enhed nu her, siger Jes Holm Sørensen, Fiskeauktionsmester, Hanstholm Fiskeauktion.

I 1968 blev der solgt fisk for 13 mio. kr. Sidste år omsatte Hanstholm fiskeauktion for 730 millioner kroner.

- Der er ingen tvivl om, at mange troede på, at Hanstholm, det var et godt sted at placere en fiskerihavn og en fiskeauktion. Og det har det så også vist sig at være, for omsætningen, den er bare steget og steget, og vi er en af de største fiskeauktioner i hele Europa, så vi kan ikke andet end sige, at vi er tilfredse og vi er glade, siger Jes Holm Sørensen, Fiskeauktionsmester, Hanstholm Fiskeauktion.

Til jubilæumsauktionen lørdag eftermiddag blev der solgt fisk for cirka 16.000 kr. Pengene går til ungdomsarbejde i Hanstholm.

3:37