Massetest af borgere i Thy begynder lørdag

Fra kl. 9 lørdag morgen igangsættes en ekstraordinær testning af blandt andet borgerne i Thisted Kommune.

Testtest
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Alle borgere i de syv nordjyske kommuner opfordres til at lade sig teste for coronavirus. Det sker for at komme den muterede corona-smitte til livs.

Massetestningen begynder i morgen lørdag, hvor borgere i Thisted og Frederikshavn kan få taget en test. 

- Vi har valgt de to kommuner, efter aftale med de statslige myndigheder. De vil starte aflivningen af minkene her, så vi arbejder parallelt med dem, fortæller Ulla Astman (s), der er formand for Region Nordjylland.

I Thisted kan borgerne blive testet fra kl. 9-17 på Thisted Sygehus og i Thyhallen. Derudover er der også mulighed for at blive testet i Hannæshallen i Vesløs og i Hurup Hallerne. Regionen forventer, at centrene vil være åbne de næste fire til seks dage. 

- Det er for at få lavet en effektiv inddæmning og opsporing i forhold til at få kortlagt, hvor udbredt mutationen er. Og vigtigst af alt for at sørge for at den ikke spreder sig. 

Ønsker man at blive testet, skal man bestille tid på www.coronaprover.dk – udover ved testning i Thyhallen, hvor man blot møder op.

- Alle borgerne kan blive testet, men vi opfordrer dog til, at alle ikke melder sig til i morgen. Vi kan ikke lave massetest på samme tid, da vi blandt andet ikke har kapacitet i forhold til at analysere så mange prøver, siger Ulla Astman. 

Forventer at have testet alle kommuner om fjorten dage

I Vesthimmerlands Kommune vil der også blive etableret fire nye testcentre, hvor borgerne kan lade sig teste - hvornår er endnu uvist, men regionsformanden håber, at borgerne i alle syv kommuner vil være testet i løbet af to uger.

- Jeg kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvornår borgerne i Vesthimmerlands Kommune vil kunne blive testet. Det er vi ved at planlægge med de statslige myndigheder. Vi skal nok annoncere det igennem pressen og på de sociale medier, og så hjælper kommunerne også med at kommunikere det ud til borgerne.

- Derudover arbejder vi på en løsning, hvor vi kan komme ud og teste de borgere, som ikke har mulighed for at komme til et af testcentrene.

Region Nordjylland får hjælp af Region Midtjylland til at foretage de mange tests.