Surfere fra hele Nordeuropa imod Thisted Kommune

Planen om at opføre tre kæmpevindmøller på Hanstholm Havn møder nu international modstand fra surfere i hele Nordeuropa.

Stian Eide er formand for surfklubben NASA i Cold Hawaii, og er fortrøstningsfuld omkring en ny vindmølleløsning.
Stian Eide er formand for surfklubben NASA i Cold Hawaii, og er fortrøstningsfuld omkring en ny vindmølleløsning.
Foto: TV MIDTVEST

Surfernes kamp mod tre kæmpevindmøller på havnen i Hanstholm går nu ind i en ny fase.

Tyskere, danskere, tjekker, svenskere og flere andre nationaliteter har siden torsdag i sidste uge tilsluttet sig en klage mod Thisted Kommune fra protestforeningen SaveMiddles.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Surferne frygter, at vindmøllerne vil forstyrre vinden i området og gøre en ende på surfspottet i Hanstholm. 

Ny løsning på vej

Thisted Kommune har godkendt opstillingen af de tre kæmpevindmøller på havnen for at finansiere en kommende havneudvidelse. 

I øjeblikket arbejder surfklubben NASA i Cold Hawaii og Thisted Kommune på en fælles løsning, som både vil muliggøre havneudvidelsen og tilfredsstille surferne.

- Vi har en aftale med havnen og EPP Wind om at de vender tilbage med løsningsforslag, og det er vi 100% sikre på, at vi nok skal finde ud af, siger formand for NASA, Stian Eide, til TV MIDTVEST.