Thybo åbnede sit hjem til ukrainsk påskehygge

Anne Brostrøm havde ingen planer påskedag. Derfor åbnede hun sit hjem for de ukrainere, der havde lyst til at komme til en blanding mellem dansk og ukrainsk påskefrokost.

1:56
Anne Brostrøm havde bagt det ukrainske brød 'paska' til dagens gæster.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Danske flødeboller med ukrainske farver.

Det var én af de ting, som Anne Brostrøm havde sat på bordet i Thisted, da hun tog imod ukrainere fra nær og fjern til påskehygge.

- Jeg har et hus, jeg har en have, jeg er herhjemme. Hvorfor ikke åbne dørene og se om nogen har lyst til at komme, siger Anne Brostrøm, der til dagligt er forfatter.

Hun fortæller, at hun selv ville blive taknemmelig, hvis nogen åbnede sit hjem for hende, hvis situationen var omvendt.

- Men jeg kan også godt forstå, at det for nogen er for svært at komme, fordi det minder dem om det, de har kært.

Og præcis derfor havde dagens værtinde gjort sig umage for at give gæsterne en god dag. På dagens påskebord stod det ukrainske brød paska, som betyder påske, klar til dagens gæster.

- Om det er rigtigt, det jeg har lavet, det ved jeg ikke - men jeg har gjort mit bedste, siger Anne Brostrøm.

Nye venskaber

Udover smagen af hjemland og gode minder, så håbede Anne Brostrøm også, at besøget ville bære endnu mere med sig.

- Jeg ville synes, at det var fantastisk, hvis der blev knyttet et par nye venskaber.

Muligheden for at komme ind i et dansk hjem og hilse på et par danskere, kunne forhåbentlig glæde nogle af de ukrainske gæster, fortæller hun.

- Jeg håber, at de synes, at der er rart at være her, og at de kan sætte sig ned og slappe lidt af for en stund.

For at sprede budskabet om sin påskefrokost, havde dagens værtinde lavet en Facebook-begivenhed, mens invitationen også var blevet spredt mellem ukrainerne.