Vega er ny i job - bliver betalt med klap og godbidder
Besøgshunde har været en mangelvare i Thy, og det er en skam, for de pelsede venner kan have stor betydning for de ældres velvære, lyder det fra en plejehjemsleder i Thisted.
Med logrende hale, varme øjne og blød pels virker Vega nok umiddelbart som den perfekte kandidat til jobbet som besøgshund.
Men der skal mere til end det - og derfor har Vegas ejer Tina Torp Aaby taget hende med til optagelsesprøve for at se, om hun også klarer de tests og sundhedstjek, det kræver.
- Hun er jo sådan en hund, som rigtig godt kan lide kontakt og at blive nusset og aet. Og så tænkte jeg, at der må være nogen, der godt kunne tænke sig at møde sådan en hund, siger ejeren.
Tallene tyder i hvert fald på, at plejehjemsbeboerne i Thy godt kunne tænke sig at møde hunde som Vega. Besøgshunde har nemlig været en mangelvare i området.
Og derfor glæder det projektchef i Trygfonden Galina Plesner, at 18 hunde har været forbi plejehjemmet Dragsbækcentret i Thisted, som lagde lokaler til optagelsesprøven.
- Der er rigtig mange, som savner kontakt til dyr, og som glæder sig over, at der kan komme hunde på besøg, så det vil vi selvfølgelig gerne udbrede heroppe, siger Galina Plesner.
For de ældre har rigtigt godt af at blive mødt af de firbenede venner, forklarer plejecenterlederen på Dragsbækcentret.
- Det betyder enormt meget. Altså børn og dyr kan bare et eller andet. Vi ser, at det gør rigtig meget godt for de beboere, der er udfordrede af demenssygdom eller anden kognitiv svækkelse, siger Lotte Bloch.
Hunden Vega klarede optagelsesprøven med bravour ligesom 11 andre hunde. Dermed er hun klar til at komme ud og gøre tjeneste som besøgshund på et plejehjem. Godt nyt - også for ejeren.
- Den glæde, jeg selv har ved hund, den tror jeg, der er rigtig mange mennesker, der har. Og hvis du sidder på et plejehjem, har du jo ikke mulighed for selv at have hund. Og så er det jo bare rart, at der er en, der kommer ud med en hund, og det vil jeg gerne være behjælpelig med. Og jeg tror også, det kommer til at give mig noget at opleve den glæde, Vega giver andre, siger Tina Torp Aaby.