Hård tone er en del af sport: - SVIN, SVIN, SVIIIIIIN!
Når først pucken er givet fri på isen, så forvandler tonen og sproget sig markant på lægterne. Og sådan skal det være, lyder det fra ishockeyfans.
Hvad enten der er hockey, fodbold eller håndbold, så bliver der buhet og råbt skældsord fra sidelinjen. Senest var nordmændene efter de danske håndboldfans for at buhe i VM-finalen i håndbold.
Men den hårde tone er en del af at være til sport, mener fansene i Herning Blue Fox.
- SVIN, SVIN, SVIIIIIIN… IDIOT!
Sådan lyder det fra lægterne, når ægte ishockeyfans går i kamp mod modstanderne. Lars Sejer og Morten Nedergaard Fogh er blot nogle af dem, der gerne tager ovenstående gloser i deres mund, når deres hold Herning Blue Fox løber på isen.
Flasket op med buh'en og skældsord
- Jeg kan godt blive lidt frustreret. Og så kommer det ud i stedet for, at jeg holder det inde, fortæller Lars Sejer, der hellere end gerne hepper højlydt på sit hold Herning Blue Fox.
Også Morten Nedergaard Fogh tager de lidt voldsomme gloser i brug, når han er til ishockeykamp på sidelinen. For når først pucken er givet fri på isen, så forvandler tonen og sproget sig markant. Nogle vil mene til det værre.
- Jeg bliver en helt anden, når jeg står derinde, siger Morten Nedergaard Fogh.
Morten og Lars har været mere eller mindre fast inventar hos Herning Blue Fox, siden de kunne gå. Her er de flasket op med råb og buh’en. og sådan skal det være til hockey.
- Det er en del af sporten, og det skal der også være plads til, siger Lars Sejer, der bakkes op af Morten Nedergaard Fogh:
- Det er et frirum for mange, så der ryger da et par ud ord. Men det kan ikke undgås, det er sport.
Grænsen går ved racisme
Og nede på isen er lydkulissen fra fansene afgørende. Og at spillerne så må finde sig i at blive kaldt lidt af hvert, det lever de gerne med.
- De er der altid, og vi hører dem altid under kampene - og det er med til at give os energi. Der er selvfølgelig grænser ved for eksepmel racisme. Men det er klart, at der er følelser på spil, og at man går op i det, så der bliver bandet og svovlet, og det synes jeg er helt fair, siger spiller for Herning Blue Fox, Lasse S. Lassen.