Flere midt- og vestjyder tog turen til København for at hylde Vingegaard
Charlotte og Carsten Sørensen kørte til hovedstaden for at mærke stemningen af fejringen af Jonas Vingegaard.
Blandt flere tusinde mennesker i Tivoli i København gemte der sig flere fra Midt- og Vestjylland.
Parret Charlotte og Carsten Sørensen var kørt fra Viborg klokken fem i morges for at stå klar til at hylde den 25-årige cykelstjerne, der er bosat i Glyngøre.
- Vi valgte at køre til København for at mærke stemningen, for stemningen er anderledes her i stedet for gennem tv-skærmen, og man mærker sammenholdet, siger Carsten Sørensen.
Charlotte Sørensen fortæller også, at hun for første gang blev grebet af cykelløbet i år.
- Jeg plejer ikke at gå vildt meget op i det, men det blev faktisk et problem at lave aftensmad, fordi jeg løb frem og tilbage fra fjernsynet og køkkenet, griner hun.
”En rigtig jysk dreng”
Klaus, Mathilde og Bertram Markmann fra Holstebro havde også taget turen over broerne for at hylde Jonas Vingegaard.
- Vi tog blandt andet herover, fordi det har været spændende at følge med i Tour de France i år, fordi vi havde en dansker, som førte, siger Bertram Markmann, der fik sin far Klaus Markmann til at køre ham og sin søster.
Det var en spontan beslutning at køre til København for familien fra Holstebro, men de ville hylde ham, og de gjorde det gerne igen.
- Hvis vi havde tid i morgen, så stod vi også i Glyngøre – det er en rigtig jysk dreng, som er fantastisk på alle måde, understreger Klaus Markmann.
Mogens og Bertram Østergaard fra Ikast besluttede sig også for at tage en feriedag, så de kunne tage til hovedstaden for at hylde vinderen.
Jonas Vingegaard kommer til Glyngøre torsdag, hvor han igen vil blive hyldet af de mange fans.