Se billederne: Jonas Vingegaard får æresflise i Skive

Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard har nu fået en særlig æresflise med sit navn på foran Skive Rådhus.

Jonas Vingeggard til afsløringen af æresflisen i Skive Kommune.
Jonas Vingeggard til afsløringen af æresflisen i Skive Kommune.
Foto: Skive Kommune

Kort før starten på dagens etape af cykelløbet PostNord Danmark rundt afslørede Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard (V), en ganske speciel flise. 

Den stjerneformede flise skal ære den danske vinder af Tour de France 2022, Jonas Vingegaard, der bor i Glyngøre i Skive Kommune.

Hædersflisen blev lagt i jorden foran Skive Rådhus fredag formiddag. 

- Vi er meget stolte af Jonas Vingegaard. Hans sejr i Tour de France er en af de største præstationer, en dansk atlet har leveret, skriver Skives borgmester i en pressemeddelelse. 

 - Jeg er virkelig glad for, at min hjemkommune har valgt at hylde mig på denne måde. Det har været nogle ubeskrivelige uger, og selv om Tour-feberen er ved at have lagt sig lidt, sidder følelsen fra festlighederne i forbindelse med fejringen stadig i kroppen, skriver Jonas Vingegaard om oplevelsen pressemeddelelsen. 

Vingegaard flise
Foto: Skive Kommune


Ifølge Peder Christian Kirkegaard er den vestjyskes atlet mere end blot en cykel-helt. 

- Hele vejen igennem har han holdt benene på jorden og vist alle os på Skiveegnen, i resten af landet og ude i den store verden, at stærke værdier er med til at gøre livet større. Vi husker nok alle billederne af Vingegaard, der ventede, da Pogacar – hans stærkeste modstander – var tæt på et styrt. 

- Og det var rørende at se ham stå på podiet i Paris med datteren på armen og den tætte kontakt til kæresten hele vejen igennem, skriver borgmesteren, og nævner også, at Vingegaards succes har smittet af med positiv opmærksomhed til Skiveegnen.