Sanne mistede sin lille søn - nu forsøger hun at gøre op med kølige reaktioner

Når Sanne Gaarsdal fra Silkeborg fortæller, at hun er mor til tre - en bonusdatter på 13, en datter på fire og en lille dreng, som nu er død - kan der godt opstå en ubehagelig tavshed.

Folk ved ikke rigtigt, hvad de skal sige, oplever hun. Og så er der mange, der skifter emne eller kigger lidt væk og håber, at der ikke bliver talt mere om den døde dreng.

- For os har det været naturligt at tale om sorgen og tabet af Tristan, og jeg ville ønske, det ikke var så grænseoverskridende for andre at tale om og spørge ind til. Jeg savner nysgerrighed og åbenhed omkring det - ikke at folk glider af eller skifter emne, siger Sanne Gaarsdal.

Tristan, der ville være fyldt tre år lørdag, hvis han stadig var i live, døde af sygdom, da han var 20 måneder gammel i 2023. På fire uger gik han fra at være sund og rask og glad, indtil et sammenfald af en række pludselige sygdomme gjorde ham så syg, at respiratoren måtte slukkes.

Datters oplevelse fik Sanne til tasterne

Tabet af Tristan var et kæmpe chok for den lille familie, og sorgen og savnet fylder. Det gør det også for den fireårige datter Nicoline, der savner sin lillebror og gerne vil tale om ham.

Og det var netop en nylig episode med datteren, der har fået Sanne Gaarsdal til at stå frem og opfordre til at turde tale om sorg og savn.

På det sociale medie LinkedIn skrev hun et opslag, der hverken handlede om sin arbejdsplads, busselskabet AarBus, eller sit job som administrationschef. Det handlede derimod om, hvordan hun - og ikke mindst hendes datter - bliver mødt, når de fortæller om Tristan.

- Jeg har selv mange gange tænkt, at det føles køligt, når andre ikke rigtigt reagerer eller febrilsk skifter emne, når man fortæller om Tristan. Men da jeg oplevede, at min datter også blev mødt på samme måde, blev det tydeligt for mig, at denne berøringsangst er et problem. Jeg ønsker virkelig ikke, at min datter skal vokse op og tænke, at hendes sorg er forkert, eller at det er forkert at ville tale om, siger hun.

Konkret skete der det, at Nicoline til en fødselsdag, hvor flertallet kendte til tabet af Tristan, stod og snakkede med en lille dreng. Så kiggede hun op på drengens mor og sagde: 'Jeg havde også en lillebror, men han er død nu'. Hvorefter moren sagde 'ja' og kiggede sig febrilsk omkring i rummet.

Sanne Gaarsdal ville ønske, at der i stedet blev spurgt, om hun savnede ham, om det er svært at mangle sin lillebror, om hun gerne ville lege med den lille dreng, om hun nogle gange besøger lillebror på kirkegården eller andet.

- Man kan ikke sige noget forkert. Man kan ikke gøre mig - eller min familie - mere kede af det end vi allerede er. Vi er så kede af det, som vi kan blive, fordi Tristan ikke er her. Men jeg ville sådan ønske, at folk turde være nysgerrige og rumme, at vi bærer sorgen med os, siger Sanne Gaarsdal.

Hun understreger, at der heldigvis er både kollegaer, venner og familie, der har været rigtigt gode til at spørge, lytte og gå ind i samtalerne om Tristan. Mange har støttet op om familien og gør det stadig.

Men hun ønsker, at langt flere tør tale om det svære i stedet for at skifte emne eller febrilsk lede efter en udvej. Både hvis man har mistet et barn, men også hvis man på den ene eller anden måde står i en krise i sit liv.

Datter har været med i det hele

I Sanne Gaarsdals familie har det været naturligt at tale åbent om sorgen. Det har været deres måde at håndtere tragedien på.

Den fireårige datter har været med gennem lillebrors fire uger lange sygdomsforløb, hun var med, da der skulle siges farvel til ham, og hun kyssede hans kolde pande en sidste gang i kapellet.

Pædagogerne i hendes vuggestue og børnehave har ifølge Sanne også været 'sindssygt dygtige til at gribe hende og tale naturligt om savnet'. Vuggestuebørnene, hvor Tristan også gik, har for eksempel været med oppe ved gravstedet og lægge perleplader.

Sanne Gaarsdal ville derfor ønske, at andre - både familie, venner, bekendte, kollegaer og fremmede ville turde tale om det, når man bliver ramt af livskrise og sorg.

- Det handler ikke kun om at miste et barn, men om hvorfor det er så svært at tale om og håndtere. Vi bliver jo alle ramt af en livskrise på et tidspunkt, siger hun.

Til daglig arbejder hun som administrationschef i AarBus, og selvom hun her er professionel, vil hun gerne have, at der er plads til at lade tårerne flyde i en frokostpause og fortælle sine kollegaer om Tristian, hvis det er det, hun har brug for.

Sygdomsforløb varede fire uger

Tristans sygdomsforløb begyndte med, at han fik skoldkopper. Oveni det fik han en betændelse i huden, som viste sig at være en kødædende bakterie. Det blev han opereret for, og da familien troede, han en uge efter var ved at komme ovenpå, fik han influenza og en lungevirus. Det var for meget for hans lille krop, der fik svært ved at trække vejret. Han blev fløjet til Rigshospitalet og blev lagt i respirator og en hjerte-lunge-maskine.

Men den 20. marts - efter fire uger med tre hospitaler, seks afdelinger, et hav af læger og specialister - fik familien at vide, at der ikke var nogen behandlingsmuligheder. Tristan kunne ikke reddes.

Det kommer aldrig til at give mening, at Sanne Gaarsdal og resten af familien skulle miste Tristan. Men Sanne Gaarsdal håber, hendes opfordring kan være med til skubbe lidt til en kultur.

- At vores Tristan døde kan jeg aldrig ændre, men hvis jeg kan gøre bare den mindste forskel for andre forældre der mister et barn, hvis jeg kan skubbe bare den mindste smule til hvordan vi på arbejdspladser og i livet generelt tager imod mennesker i sorg eller livskriser, så kan jeg måske ændre noget, skriver hun også på LinkedIn.